Smertevidenskab og kliniske overvejelser

Posts tagged “kroniske smerter

Hvad kalder vi smerten???

icd-11-taskforce

I 2018 er det planen, at den internationale sygdomsklassifikation skal opdateres fra 10. til 11. version (ICD-11). Der pågår en del arbejde indenfor ‘Verdens-smerte-organisationen’ (IASP), og på den netop overståede World Congress on Pain i Yokohama kunne man se hvortil arbejdsgruppen er nået.

Der kommer uddybende ændringer i den eksisterende nomenklatur såvel som klassifikation af smerter, hvilket du tidligere har kunnet læse om her og her.

Hvis du er interesseret i hvor hen og hvorledes smerteklassifikationerne og diagnoserne går, kan du hente en pdf-fil med den nyeste opdatering på IASP’s arbejde ved at klikke her: poster_chronic_pain_classification_icd-11

Overordnet set lægges der op til en grundlæggende inddeling i følgende kategorier:

1 Chronic primary pain

  • 1.1 Chronic widespread pain
    1.2 Complex regional pain syndrome
    1.3 Chronic primary headache and orofacial pain
    1.4 Chronic primary visceral pain
    1.5 Chronic primary musculoskeletal pain other than orofacial

2 Chronic cancer-related pain

  • 2.1 Chronic cancer pain
  • 2.2 Chronic post-chemotherapy pain
  • 2.3 Chronic post-radiotherapy pain

3 Chronic postsurgical and posttraumatic pain

  • 3.1 Chronic postsurgical pain
  • 3.2 Chronic posttraumatic pain

4 Chronic neuropathic pain

  • 4.1 Chronic peripheral neuropathic pain
  • 4.2 Chronic central neuropathic pain

5 Chronic secondary headache and/or orofacial pain

  • 5.1-5.8 Headache/orofacial pain attributed to… [various causes]
  • 5.9 Chronic dental pain
  • 5.10 Chronic headache/orofacial neuropathic pain
  • 5.11 Headache/orofacial pain attributed to chronic secondary temporomandibular disorders

6 Chronic secondary visceral pain

  • 6.1 Chronic visceral pain from persistent inflammation
  • 6.2 Chronic visceral pain from vascular mechanisms
  • 6.3 Chronic visceral pain from mechanical factors

7 Chronic secondary musculoskeletal pain

  • 7.1 Chronic musculoskeletal pain from persistent inflammation
  • 7.2 Chronic musculoskeletal pain associated with structural changes
  • 7.3 Chronic musculoskeletal pain associated with a disease of the nervous system
Reklamer

Hvorfor viser forskningen ikke bedre resultater?

I denne måned bringer JOSPT et debatindlæg forfattet af Mark Hancock og Jonathan Hill. De debaterer effekten (eller mangel på samme) af forskellige fysioterapeutiske interventioner til mennesker med rygsmerter. Deres indlæg fortjener at blive læst af klinikere og kliniske forskere.

Her er nogle hovedpunkter fra deres indlæg:

  1. Klinikere har mere at byde på end forskningen (i dag) undersøger
  2. Fysioterapi virker – der er bare ikke noget, der virker “mere” end andet
  3. Fysioterapeuter skal være bedre til at ‘se tiden an’ fremfor at behandle alle med akutte smerter
  4. Der skal udvikles nye, patient-rapporterede effektmål
  5. Er den klinske relevante forskel ‘god’ eller ‘dårlig’ praksis?
  6. Skal [din] behandling være bedre end andres?

Nedenfor kan du læse mere om de enkelte punkter som jeg har valgt at kommentere på. Jeg understreger, at disse blot er mine tanker, og jeg vil derfor stadig opfordre dig til selv at læse forfatternes indlæg.

Klinikere har mere at byde på end forskningen (i dag) undersøger

Lower-Right-Back-PainKlinisk praksis er mere kompleks end klinisk forskning har tradition for at være, skriver de. Hermed ønsker de at forklare en del af den problematik som mange klinikere står overfor når de oplever, at deres patienter bliver bedre, men at deres smerte på en VAS eller NRS ikke ændrer sig mærkbart.

“A related but different approach to this problem of heterogeneity is to develop more multidimensional treatment approaches that address a range of potential contributors to LBP and can be tailored to the individual patient’s needs.
Interestingly, this is the approach used by many clinicians in clinical practice; however, few clinical trials have followed this approach, possibly due to challenges in designing and interpreting the results of such trials.”

Men der er også overvejelser om hvordan klinikere bør bruge den eksisterende viden til at fokusere mindre på ‘effekten’ eller ‘kvaliteten’ af enkelte teknikker, og mere på sandsynligheden for at mødet med patienten i sig selv er effektivt. De skriver bl.a. at patienter med akutte rygsmerter igennemsnittet falder fra 52/100 til 23/100 efter seks ugers behandling (uafhængigt af behandlingen). Og effekten fortsætter således, at den gennemsnitlige patient i denne systematiske litteraturgennemgang scorede 6/100 efter 52 uger. Dette kan i stort omfang tilskrives den såkaldte naturlige udvikling af akut lænderygbesvær. Men det er interessant – skriver de – at et tilsvarende fænomen kan opleves hos patienter med kroniske lænderygbesvær i de første seks uger, hvor de modtager behandling; her kan man observere en tilsvarende forbedring, der dog ikke varer ved ud over de seks uger.Improvement in NSLBP trails_Artus et al 2010_Reumatology

Så selvom én metode ikke kan antages at være overlegen andre metoder, så er ‘fysioterapi’ mere effektivt end venteliste, lader det til.

Fysioterapi virker – der er bare ikke noget, der virker “mere” end andet

Når man sammenligner effekten af x-behandling til effekten i en kontrolgruppe (der selvfølgelig ikke modtager ‘x’, men kan inkludere patienter, der bliver bedre alligevel og en anden form for ‘fysioterapi’), bliver forskellen mellem kontrol og behandlingsgruppe meget lille, bemærker forfatterne.

“When the control group recovers well on average, it is very difficult or even impossible for the treatment group to demonstrate significant benefits over the control group.”

Fysioterapeuter skal være bedre til at ‘se tiden an’ fremfor at behandle alle med akutte smerter

Jeg er enig i forfatterne i, at vi – klinikerne – skal blive bedre til at give patienter med akutte, ukomplicerede rygsmerter muligheden for at blive bedre uden vores hjælp. Det er vigtigt af flere grunde:

  1. Patienterne bliver mindre afhængige af deres behandlere (øget self-efficacy)
  2. Patienterne (og samfundet) sparer penge
  3. Klinikerne kan fokusere på de patienter hvor akut bedring ikke sker spontant indenfor 1-2 uger

I følge forfatterne vil en øget ‘tilbageholdenhed’ med at behandle akutte, ukomplicerede ryg-smerte-forløb også betyde, at forskningen i stigende grad kan bidage til at skabe klarhed over hvorvidt nogle behandlinger virker bedre end andre (fordi patienter med ‘spontan’ bedring påvirker resultaterne i mindre grad).

“Investigating longer-term outcomes, at least as the primary outcome in patients with acute LBP, also needs careful thought, given the favorable natural clinical course over longer periods in most patients with LBP.”

Der skal udvikles nye, patient-rapporterede effektmål

Ondt i ryggen.004Forfatterne påpeger, og jeg kunne ikke være mere enig, at der mangler langt bedre effektmål i såvel klinik som forskning. Størstedelen af de eksisterende mål er enten unidimenstionelle (fx VAS) eller ikke sensitive nok til at se forskelle på diagnose-niveau (fx SF-36). Dette står i alarmerende kontrast til den kompleksitet, der blev omtalt i starten af dette indlæg. I klinisk praksis består behandling kun sjældent af én (bevidst) komponent. Det er normalt, at en behandling har flere komponenter (fx manuel terapi, træning, øvelser og akupunktur) samt at den integrerer forskellige domæner (fx forventninger, forståelsesramme og tilpasning af funktion til hverdag/arbejde).

“A limitation of most currently used outcome measures is that they are unidimensional, whereas recovery is multidimensional.” 

 

Der er også nogle punkter i indlægget hvor jeg mener, at forfatterne er galt på den. Det drejer sig om:

  1. Er den klinske relevante forskel ‘god’ eller ‘dårlig’ praksis?
  2. Skal [din] behandling være bedre end andres?

I korte træk består uenigheden i, at jeg ikke mener, at manglende resultater er et problem. Her er forskerne klar til – efter min vurdering – at strække sig længere end de burde for at belyse effekten af specifikke behandlinger. Du kan læse lidt mere uddybende om det nedenfor, men overvej for dig selv hvad konsekvensen ville være af, at din favorit-behandlingsmetode ikke var bedre end naboens favorit-behandlingsmetode. Ville det ændre på noget? Og overvej så, hvordan du ville have det hvis ‘din’ favorit var markant (klinisk relevant) dårligere end naboens. Hvad ville du så gøre? Forhåbentligt kan du se, at i første tilfælde kan du være ligeglad (eller måske endda interesseret i at lære nye metoder), og i det andet tilfælde ville du sikkert være klar til at både lære nyt og droppe din gamle metode.

Er den klinske relevante forskel ‘god’ eller ‘dårlig’ praksis?

Forfatterne forsøger at redegøre for, at den kliniske relevante forskel (fx 20 på en 0-100 skala) i sig selv kan være et problem, hvis den gennemsnitlige smerteintensitet hos kontrolgruppen er under 20/100. Men hér er jeg uenig med forfatterne: Hvis et forsøg ikke viser tilstrækkelig forskel, så har a) forskerne brugt forkerte metoder, eller b) behandlingen ikke haft en relevant indflydelse på gruppen man undersøgte. Det kan ikke være ‘standarden’ for hvornår noget er klinisk relevant, der skal ændres for at tilpasse fundene til hypotesen…

“If the average pain intensity outcome score of the control group is similar to or lower than the minimal clinically important change score (eg, 15 points on a 100-point scale), then it is virtually impossible for the treatment to meet this criterion, regardless of how efficacious the intervention actually is.”

 

Skal [din] behandling være bedre end andres?

Forfatter påpeger, at mange studier, hvor man sammenligner to typer af behandling, ofte ikke finder nogen forskel. Det vil sige, at begge studier har en tilsvarende (god eller dårlig) effekt på patienterne. Det samme gælder når vi giver patienter en ‘placebo-behandling’ – her får placebo-gruppen ofte en tilsvarende effekt som interventionsgruppen. Hvis man ville se en forskel, forklarer forfatterne, ville det være ved at sammenligne en behandling, med ukendt effekt, mod en kontrolgruppe med forventet negativ eller manglende effekt (fx venteliste), hvilket de selv konkluderer er uetisk.

“Trials commonly compare a treatment to standard care or minimal care, and few trials compare one treatment to no treatment. It is difficult to compare one treatment for LBP to a no-treatment control because there is evidence that some treatments are effective, thus randomizing patients to no treatment is often not ethical or practical.” 

Skal vi ændre opfattelse af metoderne (fx sammenligne venteliste) eller af behovet for ‘signifikans’? Er der noget galt med at vide, at de testede behandlinger er lige så effektive som andre, afprøvede teknikker? Er det i virkeligheden ikke essensen i “evidensbaseret praksis”? Og er det ikke netop dét, der adskiller såkaldte alternative (eller komplimentære) behandlinger fra de mere ortodokse?

Square Peg in a Round Hole_0565Se på forskningen indenfor kognitiv terapi til kroniske smerter. Her er der en fine eksempler på, at behandling er bedre end venteliste. Problemet bliver selvfølgelig, at det ikke fortæller os noget om selve behandlingen – kun om forskellen mellem ‘noget’ og ‘intet’. Pragmatikeren i mig kan ikke lade være med at tænke på om det overhovedet gør os klogere hvis vi – mod sund fornuft, moral og etiske retningslinjer – i forskningens navn gennemførte studier, der fx viste, at træning var markant bedre end manuel behandling (ved at normalisere til en ventelistekontrolgruppe). Hvilken forskel ville det gøre? Jovist – det ville være sjovere at læse metaanalyser og måske også at gå på konferencer. Men ville det gøre nogen som helst forskel i praksis? Næppe. Praksis er, som beskrevet flere gange allerede, en kompleks og sammensat størrelse hvor forskellen i effekt på én intervention mod en anden er komplet ligegyldig.

Som et konstruktivt modforslag, vil jeg opfordre til at se mere på forholdsvist ubelyste områder af behandlingsritualet, som fx kommunikationen/relationen mellem behandler og patient og prognosen, som interaktivt medie mellem patient og terapeut til at tilpasse, udvikle og vurdere relevansen/effekten af behandlingen.

 


Sidebemærkning

Findes der en årsag til smerter?

Kronisk smerte er for mange mennesker en oplevelse, der præges af afmagt og mistillid til sundhedssystemet (bl.a. fordi behandlinger ikke fører til helbredelse).pic2

Dette indlæg er skrevet af fysioterapeut Adam Bjerre, der har stor indsigt i de komplekse problemstillinger, der præger livet for mennesker med kroniske smerter samt en indgående interesse for at forstå sammenhængen mellem smerte, behandling og helbredelse. Jeg har bedt Adam åbne op for emnet omkring kausalitet fordi jeg mener, at han er én af de få ressourcepersoner, der har den unikke kombination af viden og erfaring med ovenstående.

_________________________________________________________________

Tid til revision af lægevidenskabens dybeste antagelser?

af Adam Bjerre 

Der er begyndende opbrud i forhold til den dominerende lægevidenskabelige opfattelse af hvad “evidensbaseret medicin” er og hvordan tilgangen skal forstås og anvendes. Et nyt 4-årigt norsk forskningsprojekt kaster et kritisk blik på vores helt grundlæggende antagelser om årsagsforhold i relation til sundhed, sygdom, helbredelse og bedring. Forskerne hævder at det kræver en revision af fundamentet for evidensbaseret praksis.

Kausalitet, som også kaldes årsagsbegrebet – det vil sige opfattelsen af at noget (årsagen) skaber eller er med til at skabe noget andet (virkningen) – er et af de mest fundamentale begreber indenfor naturvidenskab, teknologi, jura og ikke mindst lægevidenskaben. At opdage og forstå hvad der forårsager hvad er helt centralt i forhold til at kunne forklare, forudsige og handle på noget som helst i relation til hvad der fremmer sundhed og forhindrer eller behandler sygdom.

‘Medicinsk uforklarlige symptomer’ som eksempel

Der er en stadigt stigende forekomst af uforklarlige lidelser, som for eksempel kronisk træthedssyndrom, irritabel tyktarm, lænderygsmerter og fibromyalgi. Nogle gange betegnes de under en samlet gruppe som “medicinsk uforklarlige” fordi

  1. videnskaben ikke er i stand til at finde klare og enkle fysiologiske årsager til disse lidelser
  2. videnskaben har svært ved at klassificere disse lidelser
  3. de udfordrer den traditionelle opdeling mellem krop og psyke

Problemet kan angribes fra to vinkler. Vi kan tolke det som et rent empirisk anliggende, som over tid vil løses med de samme videnskabelige metoder som vi anvender i forhold til andre sygdomme. Det vil sige at observationsstudier, randomiserede kliniske undersøgelser (RCT’er), ordning af symptomer og klassifikation i sidste ende kan føre os til en bedre forståelse af disse lidelser.

futureDet kan også tolkes som et filosofisk anliggende, som betyder at det ”uforklarlige” er et tegn på et behov for en genovervejelse af dybere og mere grundlæggende antagelser i evidensbaseret praksis. Den grundlæggende forståelse af evidensbaseret praksis bygger i meget korte træk på et tankesæt, der i forhold til ætiologi overvejende har favoriseret enkle og simple årsagssammenhænge over komplekse og multifaktorielle og som har fastholdt en opdeling af årsagsforklaringer mellem krop og psyke (dualisme). Desuden har ambitionen i evidensbaseret praksis været klart og tydeligt at kunne klassificere symptom- og adfærdsmønstre i diagnosegrupper og herfra videre ned i sub-grupper i forhold til at kunne etablere prognose og behandling. Men her viser disse ”uforklarlige” lidelser sig at nå grænsen for dette tankesæt. Disse patienter synes nemlig at have en uensartet og unik kombination af symptomer og sygdomsfremstilling. De er så at sige sygdomsramte på deres egen måde (Eriksen et al, 2013, p5), hvilket også er en måde at sige at der ikke er to patienter der er ens. Der er ikke ret meget der tyder på at vi kan finde en ægte fælles forbindelse i forhold til de “uforklarlige symptomer”.

Kausalitet er usynlig og kompleks

Så hvordan skal vi begynde at gentænke forholdet mellem årsag og virkning i relation til sygdom og behandling? Problemet med kausalitet er, som den skotske filosof og historiker David Hume har påpeget, at det er meget svært at påvise en tæt forbindelse mellem årsag og virkning. Vi kan nok erkende og erfare at ”en ting fører til noget andet”, men i princippet kan årsagsforholdet vise sig at have mange forskellige sammenhænge og ”symptomer”. Blot fordi vi har erfaret et antal gange at en begivenhed fulgte efter en anden er det ikke nødvendigvis ensbetydende med at det også vil ske i fremtiden. Kausalitet er så at sige skjult. Det betyder, at for at kunne fastslå at der er en kausal sammenhæng mellem noget og noget andet bør der være flere typer af evidens der peger mod samme tilbøjelighed. Forlader vi os primært på kun én type af evidens (f.eks. RCT’er) risikerer vi at rende ind i problemer.

Evidensbaseret medicin er fortsat præget af et tankesæt, som antager at vi kan anskue et menneske som en kombination af separate dele (celler, systemer, organer osv.) eller som en kombination af biologiske, psykologiske og sociale fænomener. Opdelingen af specialer i lægevidenskaben er et eksempel på at vi antager at de forskellige dele og dimensioner af menneskelig sygdom kan studeres hver for sig. Men er det nu også tilfældet?

Konklusion: Patienten eller forskning i centrum for behandlingen?

Billeder til stabilitetstræning og smerte.004
Måske skal både forskning og praksis begynde at forholde sig til de karakteristiske træk, som tydeligst ses blandt de “uforklarlige lidelser”. Her er en liste af mulige konsekvenser, der følger af en nuanceret forståelse af kausalitetsproblemet:

  • Vi bør betragte personen som en helhed og ikke som stykket sammen af dele
  • Hver patient er unik som person og i sin sygdomsfremstilling, og forsøg på at subgruppere patienter vil ultimativt føre til, at hver patient er sin egen subgruppe (såkaldt N=1 paradoks)
  • Behandling består af multifaktorielle og komplekse årsagsforhold, der medfører en grad af uforudsigelighed
  • Variation og kontekstfølsomhed er en regel, ikke en undtagelse
  • Der er sjældent tale om enten-eller (syg-rask, sund-usund), men mere om omfang og grader
  • Smerte og træthed er en dynamisk del af hele personen og kan ikke reduceres til dele af personen

Lær mere

CauseHealth, er sat i gang i foråret 2015 under ledelse af Rani Lill Anjum, der er forsker og filosof. Projektet vil forsøge at afdække og kritisk analysere de helt grundlæggende antagelser om årsag og virkning i lægevidenskaben, antagelser der er centrale for vores forståelse af evidensbaseret medicin eller evidensbaseret praksis.

Se indlæg om nye smerteteorier her

Kort opsummering af problemet med kausalitet: Rani Lill Anjum, Roger Kerry, Stephen D. Mumford, Journal of Evaluation in Clinical Practice. 10.1111/jep.12493, Evidence based on what?

Reference

Eriksen TE, Kerry R, Mumford S, Lie SAN, Anjum RL. At the borders of medical reasoning: etiological and ontological challenges of medically unexplained symptoms. Phil Ethics Hum Med. 2013. 8:11


Ny smerteteori?

Ikke alt nyt er godt nyt. Det er konklusionen på en ny teori om smerte, der er publiceret i august-udgaven af tidskriftet Neurone. Ved første øjekast kan omskrivningen af gamle ideer virke logisk, men teorien har alvorlige huller og lider af kontroversielle antagelser.

1111_idea_380x27821Marwan N. Baliki og A. Vania Apkarian er navnene på to kontroversielle forskere. De mener, at videnskaben trænger til en ny vinkel på forholdet mellem nociception og smerte. Forfatterne, der bl.a. er kendte for deres reduktionistiske og – efter denne forfatters opfattelse – unuancerede brug af data fra hjerneskanninger til at forudse om en person med ondt i ryggen vil ende som kronisk smertepatient.

“In summary, we argue that nociception continuously occurs in the absence of pain perception and it is a fundamental physiological process that subconsciously provides more veridical and instantaneous information that protects the organism from tissue damage. From a mechanistic viewpoint, we presume that behaviors modulated by nociception, in the absence of pain, are contingent on already established habitual repertoires. In contrast, when pain is evoked, it gives rise to new peripheral and spinalcord nociceptive learning/sensitization and emotional learning that is potentiated by the salience and perceived value of the aversive event”.

Sådan opsummerer forfatterne selv deres rekonceptualisering af den eksisterende viden om smerte og nociception. Mange af jer vil sandsynligvis genkende elementer af deres teori fra IASP’s definition af smerter, Lorimer Moseley’s teorier samt den nyligt fremsatte hypotese om læring som baggrund for udbredte smerter. Det nye er, at Baliki/Apkarian pakker det hele ind i en hard-core reduktionistisk forståelsesramme, der bedst kan sammenfattes i følgende postuleringer:

1: Alle stimuli, der er farlige for huden kan aktivere nociceptorer. Nociception er således et beskyttende input til CNS, og der er ofte aktivitet i vores nociceptorer udenfor vores bevidsthed.

2: Smerte er en (bevidst) oplevelse, og derfor vil al nociception ikke altid gøre ondt. Vi véd dette, fordi vi ikke altid har ondt, selvom vi udfører/gør noget, der potentielt kan skade vores krop.

3: Når nociception gør ondt, skyldes det aktivering af emotionelle, limbiske netværk i hjernen. Den limbiske hjerne udgør derfor en bro mellem nociception og smerte.

4: Adfærd, der er styret af nociception, vil være baseret på eksisterende vaner.

5: Adfærd, der er styret af smerte medfører læring/sensibilisering af hele nervesystemet såvel som vores emotionelle liv.

Hvad er problemet?

  1. Det kliniske problem:
    Forfatterne fortolker akutte smerter som manglende evne til at beskytte os fra potentielt skadelige stimuli. Eller sagt på en anden måde: Når du har ondt, er det fordi du skal lære af det, og fordi dit medfødte advarselssystem (nociception) har været utilstrækkeligt til at passe på dig
    Jeg har understreget nogle af ordene for at fremhæve, at min primære kritik af teorien er, at den indirekte lægger skylden for smerter på patienten og/eller dennes nervesystem. Jeg tilskriver denne manglende empati og indsigt i kliniske smerter, at begge forfattere primært er forskere og kun perifert møder ‘rigtige’ patienter, for hvem de har et klinisk ansvar. Skomager, bliv ved din læst, fristes jeg til at skrive…
  2. goodhealthV2-paperrelicsDet epistemiologiske problem:
    Omdrejningspunktet for teorien er hypotesen om en ‘limbisk, emotionel’ struktur i hjernen. Der er ingen videnskabelig bevis for en sådan enhed, hvorfor den ikke kan sammenlignes med fx Wall/Melzack’s ‘port’ i Gate Control Teorien, der er baseret på få synapser i et anatomisk afgrænset område af baghornet i rygmarven. I modsætning hertil taler Baliki/Apakarian om ‘limbisk.’ som om det var en anatomisk region og om ‘emotionel’ som om, der fandtes et center med denne fysiologiske egenskab.
  3. Hvornår-er-nok-nok-problemet:
    Forfatterne skriver, “…almost all components of the nociceptive brain activity are not specific to nociception or to pain perception. This evidence overwhelmingly demonstrates that it is unlikely that the cortex contains neural tissue specifically responsive to nociceptive inputs or linked specifically to pain perception”. Der er, ifølge forfatterne selv, ingen evidens for deres teori. Ikke desto mindre fortsætter de således: “Yet, the Cartesian view posits this exact hypothesis, and pain scientists continue to search for such specialized brain tissue“… Mon ikke I fornemmer, at jeg bliver en smule træt nu…

Er artiklen helt ubrugelig?

Jeg respekterer forfatterne for at udfordre den gængse opfattelse af smerte i et biopsykosocialt perspektiv. Selv Einstein fastholdt jo kritikken af kvantemekanikken 17029_qutote_albert_einstein_quote1til hans død. Ikke desto mindre viste historien, at Einstein tog fejl – og jeg formoder, at historien vil vise det samme angående teorien, der er fokus for dette indlæg. Men viden om vores Verden er markant bedre på grund af Einstein’s indædte modstand mod kvantemekanikken, som han kaldte en ‘ufuldstændig teori’. I det historiske perspektiv er det således langt mere interessant, hvad hans modstand gjorde for os fremfor hvad hans fejl bestod i.

Belært af historien må der således være inspiration at hente fra Baliki/Apkarian’s teori også. Her er nogle bud:

  • Bevidsthed opstår ikke i enkelte neuroner, men potentielt set fra ‘highly networked neurons‘ i store områder af cortex. Læs evt. bogen Beyond Boundaries af Miguel Nicolelis for uddybning af dette emne
  • Forandringer i hjernen kan bidrage væsentlig til vores forståelse for forskellen på kroniske og akutte smerter. Fokus skal formentligt lægges på de netværk, der potentielt set er forbundne med vores ‘life world‘ (eller mesolimbiske tærskel for smerte, som forfatterne skriver).

Konklusion

Den overordnede konklusion må være, at der stadig er seriøs mangel på videnskabeligt sunde teorier, der kan forklare, hvordan (og hvorfor) hjerneforskning skal have en plads i den kliniske smerteforskning. Hermed underforstået, at der naturligvis er stort behov for at udvikle teorien og metoderne, men at eksperimentel forskning nok mere er sagen. Jeg tænker, at metoder, der kan gøre os klogere på den nociceptive aktivitet mellem PNS og hjernen, og udvikling af (bedre) teorier om bevidsthed indenfor hjerneforskning er oplagte mål.

360_mbpinkerz_0129

Læs evt. denne editorial af Mick Thacker, PhD, om hjernen og smerter for en lidt mere detaljeret anskuelse af sammenhænge og problemer.

 

Reference

Neuron. 2015 Aug 5;87(3):474-91. doi: 10.1016/j.neuron.2015.06.005.

Nociception, Pain, Negative Moods, and Behavior Selection.


Kan kroniske rygsmerter trænes væk hvis man bare holder ud?

Ondt i ryggen.001I en udmærket editorial i april-udgaven af Physical Therapy (2015) lægger Beattie og Silfies, der begge er amerikanske fysioterapeuter, op til et paradigmeskifte indenfor behandling af kroniske rygsmerter. Set med danske øjne er der ikke tale om et reelt paradigmeskifte, men blot en understregning af at patienten skal tage ansvar, hvis behandlingen skal have varig effekt.

Artiklen tager udgangspunkt i følgende betragtninger: Ingen behandling af CLBP har vist sig overlegen, og generelt er eksisterende behandlingsregimer uvirksomme i det lange løb, når deres effekt undersøges i randomiserede studier (men der er fornuftig effekt på kort sigt).

Thus, the best evidence suggests that current physical therapy interventions for CLBP are likely to be helpful for many people in the short term but are not likely to lead to better long-term outcomes (beyond 3 to 6 months after completion of the episode of care) when compared to no treatment.

Forfatterne mener, at årsagen til den manglende effekt på lang sigt skal findes hos patienten: De stopper i utide med at træne. Derfor stiller de spørgsmålet: “Hvordan gøres langvarige self-management programmer mere effektive”? Deres eget bud er ved at øge patienternes vilje til at træne, være aktive og ændre livsstil. Dertil foreslår de følgende:

1. Start ud med at fortælle patienterne, at self-management strategier er det fundamentale mål fra begyndelsen. Kontrasten til denne fremgang er den, hvor fysioterapeuten forsøger at helbrede patienten (ofte i flere måneder), før han/hun kapitulerer og a) sender patienten videre til en anden behandler (der kan fortsætte samme metode) eller b) tager snakken med patienten om, at første forsøg er mislykket, og nu må vi prøve med det næstbedste: Self-management
2. Brug de self-managment strategier, der motiverer patienten (ikke dem terapeuten favoriserer)
3. Opbyg og vedligehold en terapeutisk alliance med patienten

træning, motivation, coaching, træningsvejlendning, målsætning

Utryghed, mangel på oplevet effekt, uindfriede forventninger o.m.a. kan spille en afgørende rolle når en patient stopper træningen.

I punkt tre foreslår forfatterne, at man fastholder et langvarigt forløb med patienten (år). Og hvor jeg er enig i hovedbudskabet er jeg uenig i, at den terapeutiske alliance er central for patientens evne til at nå egne mål. Jeg mener, at det centrale må være, at patienten ønsker at nå målene, og at terapeuten rådgiver patienten så længe det er nødvendigt – dvs. indtil patienten selv har lært at tilpasse, udvælge og priortere sine aktiviteter.

Konklusion

Jeg bifalder, at fokus i behandlingen af kroniske lænderygsmerter nu ligner den, vi tilbyder andre patienter med uspecifikke, langvarige smerter (som fx fibromyalgi og whiplash). Når det er sagt, så kan træning alene ikke være svaret vi leder efter i vores fortsatte søgen for en helbredende behandling til CLBP!

Træning spiller selvfølgelig en rolle, men den kan have form af alt fra ‘daglig, fysisk aktivitet’ over ‘øvelser’ til regelmæssige ture fitnesscentret. Derfor mener jeg også, at træning bør inkluderes helt fra starten af behandlingen, som forfatterne anbefaler. Ikke mindst fordi mange patienter oplever positive effekter, der rækker ud over sundhed når de lærer at træne regelmæssigt (fx sociale og mentale forbedringer).

For så vidt angår varigheden af træningen er jeg også skeptisk overfor et årelangt forløb i sundhedssektoren. Efter min mening bør al behandling i princippet ses som et midlertidigt redskab. At bygge self-management på terapeut-afhængighed giver ikke mening. Vores rolle er at støtte patienten med indsigt, råd og vejledning i det omfang, der er relevant for at patienten selv kan se et formål med at være fysisk aktiv (også efter smerterne har lagt sig).

Læs mere

Om behandlingseffekt til kroniske rygsmerter

Om fokus i behandling og rehabilitering af kroniske smerter

Om motivation og fastholdelse i self-management af smerter

Referencer:

 J Orthop Sports Phys Ther. 2015;45(4):236-239 

http://www.jospt.org/doi/abs/10.2519/jospt.2015.0105#.VRwrGVxN07g

 


SMERTE: Den usynlige lidelse med det ukendte sprog

Billede

American Chronic Pain Association har lavet en informationsvideo i samarbejde med Discovery Channel om, hvad kroniske smerter er. I filmen siger en patient, “jeg troede, at jeg ikke gav kroppen tid nok til at hele – så jeg gik i seng”, og fortsætter, “der blev jeg i halvandet år…”!

Vel er der fejl og mangler i filmen, men den sætter fokus på mennesket bag smerten. Og det hilser jeg velkommen! Filmen fremhæver, at mennesker med kroniske smerter har brug for forståelse og støtte fra deres familie og fra deres professionelle. Deltagerne beskriver levende, hvordan et liv med kroniske smerter kan stigmatisere dem, så de isolerer sig og risikerer mental, social og økonomisk deroute.

Du kan se filmen her (varighed ca. 60 minutter).

Den usynlige smerteFibro Support: Smerte kan ikke ses eller måles, og den behøver ikke at skyldes en skade eller sygdom. Tusindevis af danskere i alle aldre lider af eller lever med smerter hver eneste dag uden at ‘fejle noget’. Tidligere var både religion og psykiatri leverandører til paradigmer, der skulle forklare,  hvordan smerten var selvforskyldt eller ‘psykisk’. Men i dag erkender, vi at kroniske smerter er et alvorligt problem for både patienter og for videnskaben.

Mange timer og forskningsmidler er gået med at udvikle måleværktøjer, så smerten kan blive synlig for observatøren (f.eks. lægen), men intet er der kommet ud af det. Vi er stadigvæk afhængige af at stole på og tale med mennesket, der lider.

Læs mere om …
Vævsskade og smerte
Smerteoplevelser som videnskab og sanserne

Det ukendte sprog
Og netop sproget er ikke så let at håndtere, som man kunne ønske sig. Prøv f.eks. at forklare en besøgende fra Mars (hvor smerte ikke findes), hvad smerte er. Kan du gøre det entydigt?

communication1At smerte ikke lader sig italesætte er et kendt problem, men løsningen er endnu ikke fundet. Selvom om man fastholder den internationale definition af smerter, så er der stadig ikke enighed om, hvordan vi italesætter det i hverdagen. Både i pressen, fagbøger og den videnskabelige litteratur ser man f.eks., at termer som ‘smertereceptorer’ og ‘smertenerver’ anvendes.

Citatet i dette indlægs begyndelse er et godt eksempel på, hvad manglen på et fælles sprog kan gøre. Først efter 18 måneders sengeleje fandt patienten – ved egen hjælp? – ud af, at hvile ikke var løsningen på hendes smerter. Hvorfor skulle det tage så længe?

Forklaringerne er mange og listen af undskyldninger fra professionelle sikkert endnu længere. Men det er os, der ikke løser opgaven, når vi ikke er i stand til at tale klart og entydigt med patienterne om, hvad smerten betyder for dem – og hvordan de skal forholde sig til den. En anden patient i filmen illustrer dette fint med spørgsmålet, “hvordan kan en balletskade sprede sig til hele benet?”.

Patienterne kan ikke være tjent med dårlige forklaringer og tvetydige råd som ‘giv det lidt ro, og se hvad der sker’ eller, ‘du er jo heller ikke helt ung længere’. I bedste fald  har patienten ressourcer til at søge viden et andet sted, men i mange tilfælde ender patienten – som dem i filmen – frustrerede, afmægtige og fulde af mistillid.

En af årsagerne til at vi taler for lidt (og forkert) om smerte er muligvis, at der ikke er implementeret nogen fælles standard for smertevidenskab på de sundhedsfaglige uddannelser. Dette til trods for at både det Europæiske (EFIC) og Internationale smerteforbund (IASP) begge har udgivet curricula, som klart angiver retningslinjerne for dette. Men uden uddannelse indenfor smertevidenskab er det svært at agere i informationssamfundet, hvor patienterne har adgang til den samme viden som de professionelle.

Læs mere om …

Definition af smerte
Nociception og smerte

Konklusion
john_mogensenSmerte er en personlig oplevelse, der ikke let lader sig beskrive til 3. person. I takt med anerkendelse af at smerte kan være et selvstændigt problem, udfordres Virchows sygdomsmodel som forklaring på, hvorledes smerter skyldes patologi. Med angreb på ét af de mest fundamentale principper i moderne, vestlig lægevidenskab opstår der et større behov for uddannelse i smerte som et filosofisk, bevidst, socialt og personligt fænomen – ikke blot på den nociceptive komponent. Men smerte som fænomen er endnu ikke implementeret i de sundhedsfaglige uddannelser.

Resultatet bliver bl.a., at patienterne modtager forkerte eller utilstrækkelige informationer om deres smerte, hvilket gør dem ude af stand til at agere som centrum for behandlingen af en tilstand som de er de eneste, der kan beskrive. Dette arguments circularitet kan bidrage til forklaringen af, hvorfor smertesyndromer (fibromyalgi, uspecifikke lænderygbesvær m.fl.) ikke blot medfører tragedier for tusindevis af danske, men også bidrager negativt til Danmark’s konkurrenceevne og nationaløkonomi.

Kurser om emnet:
Grundkursus i smertevidenskab
Borgere med smerte


Kroniske, langvarige, vedvarende eller komplekse smerter?!?

brain cleaningPatienten VB lider af smerter i hele kroppen. Ikke hver dag og ikke nødvendigvis i den øverste ende af en ‘skala fra 0-10’ – men hver eneste dag har hun ondt ét eller flere steder i kroppen. Det har været sådan, siden hun faldt af sin hest for ni år siden. I dag – syv år efter skilsmissen med faderen til sine børn – lever hun sammen med sin kæreste på 5. år. Hun bliver nødt til at leve af overførselsindkomst, da hun ikke kan arbejde mere end få timer dagligt. Hun har fået diagnosen Fibromyalgi, har en historie med depression og har et BMI på 38. Men hun har lært at leve med smerterne og angiver, at hun har et ‘liv med mange kvaliteter og erfaringer, som hun ikke ville være foruden’… En udtalelse, der af andre kan opleves som kontrastfyldt.

Dette indlæg ser nærmere på den retoriske side af smerter og forsøger at belyse, hvordan smerter ‘som vi alle sammen kender det’ adskiller sig fra de komplekse smertetilstande, der ofte betegnes som ‘kroniske’.

Det er ikke unormalt, at litteraturen anvender en dikotomi mellem akut og kroniske smerter  baseret på en tidsfaktor.  Det skyldes måske, at man ved de fleste akut opståede skader – som f.eks. en forstuvet ankel – fremkalder en kemisk irritation af nerverne (perifær sensibilisering), der oftest medfører smerte. Denne irritation af nerverne er et uundgåeligt element af den normale vævshelingsproces. Dette er en del af forklaringen på, hvorfor smerter og vævsskade ofte opleves på samme tid, og hvorfor akutte smerter også kaldes nociceptive smerter (IASP definitioner).

Læs mere om smerte-mekanismer i dette indlæg

clockEt andet sted, hvor tid spiller en rolle er, i relation til nervesystemets tilpasning. Tid i sig selv er ikke en afgørende faktor – det er derimod antallet af aktionspotentialer (ofte kaldet intensiteten af et stimulus). Hvis en skade medfører mange nociceptive signaler, vil nervesystemet tilpasse sig og få lettere ved at blive aktiveret (sensibilisering). ‘Central Sensibilisering’ beskriver en fysiologisk tilstand, hvor neuroner i baghornet øger deres evne til at kommunikere med hinanden. Men det er vigtigt at huske, at denne form for tilpasning (Hebbian learning) foregår overalt i nervesystemet og gør os plastiske overfor nye stimuli hver eneste dag.

Er langvarige smerter = kroniske smerter?

brain trainingDet bringer os videre til begrebet kronisk, der i sig selv modsiger den ovennævnte plasticitet, men som måske beskriver patienternes oplevelse af smerterne? IASP har ingen definition på, hvad kroniske smerter er, og vi bør være opmærksomme på om smerte i sin natur overhovedet kan være kroniske – eller de til stadighed vil være dynamiske (plastiske)?

Som eksemplet ovenfor illustrerer har VB lært at tilpasse sig – eller ‘at lære leve med det’ om du vil. Og casen understøttes til en vis grad af videnskaben, der tyder på, at det faktisk er muligt at lære at leve med en tilstand, der i sig selv er ubehagelig.

Fra et pædagogisk-psykologisk perspektiv er der blevet argumenteret for, at brugen af ordet kronisk i terapeutiske sammenhænge kunne påvirke patienterne til at tro, at deres tilstand ikke kan ændres, og at ‘lære at leve med det’ betyder, at de skal leve i de begrænsninger og lidelser, der har bragt dem i kontakt med behandleren i første omgang. Dette er naturligvis ikke tilfældet!

Dækker langvarig eller vedvarende alle smerte-tilstande, der ikke er akutte?

Nyere litteratur anvender som en konsekvens af ovenstående ofte ordene ‘langvarig’ eller ‘vedvarende’ om smerterne. De rummer stadig et tidsperspektiv (det har stået på længe og vil blive ved med at vare ved i én eller anden form). Men det der mangler, efter min mening, er en patient-orienteret taksonomi, der giver mening for både patient og behandler. Det lyder måske lidt filosofisk, men det har nogle praktiske implikationer.

Patienten VB har haft ondt i ni år, men hendes tilstand kan være betinget af flere forhold end tiden alene (depression, skilsmisse, økonomi, overvægt mv.). Der mangler med andre ord en eksklusivitet i taksonomien, så vi kan adskille patienter som VB fra patienter, der også har haft ondt, men hvor smerten ikke er så vævet ind i psykologiske, sociale og kulturelle faktorer. Der findes mange patienter, som er velbehandlede til trods for langvarige lidelser – tænk bare på alle dem med intermitterende NSLBP eller migræne som passer deres job.

confusionSmerte er – imodsætning til f.eks. nociception – en subjektiv oplevelse, der påvirkes af en lang række faktorer. Og måske er det netop kompleksiteten bag smerteoplevelsen hos  VB, der er den afgørende forskel fra andre med smerter år efter år.

Jeg mener ikke, at VB ‘selv er ude om det’ eller skal ses som ‘svagere’ end de patienter, der kan klare sig selv. De komplekse smerte-tilstande er simpelthen uigennemskuelige for videnskaben! Og resultatet er, at sundhedsprofessionelle ikke kan løse problemet for patienten, men udelukkende kan vejlede og rådgive, så patienten kan lære at klare hverdagen bedst muligt.

Hvordan kan vi hjælpe mennesker med komplekse smerter?

I min praksis oplever jeg mange patienter, der har mistet overblikket over deres liv. Ud over smerterne skal de bekymre sig om sociale og økonomiske problemer samtidig med, at de oftest ikke kan overskue at planlægge fremtiden. Her er nogle af de spørgsmål jeg oplever fra patienterne:

  • get answersTror du, at jeg mister mit job?
  • Bliver det nogensinde bedre? Nytter det noget at få flere behandlinger?
  • Kan jeg få en diagnose eller undersøgelse, der kan give en rationel forklaring mine problemer?
  • Er der andre som mig?
  • Hvad er normalt og hvad er vigtigt at ‘mærke’ hhv. ‘overhøre’?

Undersøgelsen skal ikke blot afdække disse spørgsmål, men også give anledning til svar eller løsningsorienterede modeller, så patienten selv kan løse dem. Selve behandlingen – mener jeg – indeholder vejledning, rådgivning, støtte mv. så disse mennesker igen tør tro på fremtiden.

Er alle smerter komplekse?

Men – tænker den opmærksomme læser sikkert – er alle smerter ikke komplekse? Og fjerner vi ikke bare noget af værdien fra andre patienter, der er påvirket psykosocialt af deres smerter, men som ikke har depressioner, får overførselsindkomster og selv kan holde hoved og hale på deres lidelse?

Mit svar er ‘nej’. For det er netop patientens egen oplevelse af tilstanden, der gør den kompleks. Hvis en patient ikke oplever sin situation som kompleks (multifaktoriel) vil det være rimeligt at antage, at de heller ikke har behov for samme grad af hjælp for at ‘lære at leve’ på trods af smerterne. Med andre ord kan patientens egen oplevelse af kompleksitet måske til en vis grad guide sundhedsvæsenet i valg af terapi.

Konklusion

Konklusionen er, at smerte altid skal ses som et komplekst fænomen, men langt de fleste mennesker, der har ondt, oplever ikke deres smerte som kompleks og kaotisk. Andre patienter kan – uagtet tidsperspektivet – være påvirket af smerten i en sådan grad, at deres liv er ved at gå i opløsning.
Jeg mener, at vi kan referere til disse patienter’s smerte som komplekse smerter for at understrege, at patientens egen oplevelse er, at mange faktorer er i spil, og at smerten er fællesnævner.

Fra et samfundsperspektiv kan der være mange penge at spare på at lave en stratificeret behandlingsstrategi til patienter, der har haft smerter i mange år. Det er sandsynligvis ikke dem alle, der har brug for en multimodal indsats – og mit bud er, at vi skal lære at blive bedre til at håndtere dem, der oplever deres tilstand som kompleks.


a helping hand


Kroniske hjernesmerter?

MindÆndrer hjernen sig når man har kroniske smerter? Eller kan strukturelle forskelle i hjernen være årsag til at nogle mennesker udvikler kroniske smerter og andre ikke gør? Hvis hjernen ændrer sig hos personer med kroniske smerter, vil den så ændres ‘tilbage’ igen når de holder op med at have smerter??

Hjerneskanninger har fået stor opmærksomhed og indenfor smertevidenskab er ændringer i grå substans og cortical tykkelse nogle af de fænomener, der er blevet studeret mhp. at finde en løsning på hvad kroniske smerter er.

Konklusion

Hvis du ikke ønsker at læse hele dette indlæg får du her konklusionerne:

1. Ændringer i grå substans er formentligt ikke direkte relateret til smerteoplevelsen

2. Nedsat funktion lader til at medføre reversible ændringer i den grå substans hos patienter med hofte OA

3. Smerte kan ses som en personlig oplevelse, og bør studeres som en del af vores bevidsthed (i stedet for som aktionspotentialer)

Introduktion

Cartiansk dualisme, specificitetsteori, ‘push-button’ teori og reduktionisme er navne på teorier, der har forsøgt at forklare hvad smerte egentligt er. Fælles for dem er, at de gerne vil lokalisere en (perifær eller central neurogen) årsag til kroniske smerter.

De fleste af teorierne er blevet dømt ude af moderne videnskab og nutidige paradigmer, men reduktionismen lever stadig. I praksis vil denne teori forklare, at hjernens fysiske form og/eller fysiologi er afgørende for om vi oplever smerter.

Om det er tilfældet er stadig ganske uvist, men et studie publiceret i PLoS One har givet anledning til at stoppe op og se med nye øjne på hvad hjernen og kroniske smerter har til fælles. Jeg ønsker ikke at gå i dybden med indhold og kritik af studiet i denne blog. I kan læse hele artiklen her og læse Body-in-Mind kommentar fra Dr Neil O´Connell her. Det jeg ønsker at fremhæve fra studiet er hvilke konsekvenser det kan have på de reduktionistiske teorier om en anatomisk relationen mellem kroniske smerter og hjernen.

Cortical changes after Hip OA surgery_Rodrigues-Raecke et al. PLOS One

Øget grå substans i hjernen efter hofteoperation

I korte træk har forfatterne lavet et studie hvor de følger en gruppe patienter med mangeårige smerter i hoften på grund af OA. De skannede deres hjerner (strukturel MRi) før og tre gange efter operationen. Sidste opfølgning var godt ét år efter operationen.

Forskerne valgte hofte OA som model for langvarige smerter da de forventede at se komplet remission af patienternes smerter efter operationen. Dette står i kontrast til andre langvarige smertetilstande som f.eks. ‘smertesyndromer‘, der kan blive bedre, men som kun meget sjældent oplever komplet smertefrihed efter behandling.

På baggrund af ændringerne i hjernens fysiske forandringer efter operationen, samt forskelle til en kontrolgruppe, konkluderer gruppen, at ændringer i den grå substans ikke kan være årsag til kroniske smerter, men bør ses som et sekundært fund og et udtryk for forandringer i motorisk funktion og sanseintegration (Rodriguez-Raecke et al. 2012).

Kan det have konsekvenser for smerte-hjerne-teorierne?

I modsætning til klassisk reduktionisme hvor smerten ‘reduceres’ til aktionspotentialer i specifikke neuroner/kerner i nervesystemet, bør nærværende studie få os til at overveje om smerte har mere til fælles med sult og frygt end med bevægelse og sanseintegration.

brain cleaningStudiet viser, at ændringer i vores adfærd primært medfører ændringer i områder relateret til bevægelse og planlægning/fortolkning af bevægelse. Samtidig viser det, at der ikke er relevante ændringer, som kan forklare smertereduktionen hos patienterne.
Med andre ord så tyder det på, at smertereduktion ikke er et resultat af strukturelle forandringer af hjernen. Der imod ses forandringer, der kan relateres til patienternes funktion og dermed kravet til hjernen om øget sanseintegration og motorisk funktion.

Én mulig fortolkning af dette er, at smerte er knyttet mere til vores bevidsthed (altså vores opfattelse af hvem vi er) end til hjernens anatomiske udformning. Smerte kan altså betragtes som en personlig oplevelse, der skabes af (men ikke nødvendigvis i) hjernen hvilket er i overensstemmelse med bl.a. IASP’s definition af smerte. Hvis det er rigtigt bør vi måske stræbe mere efter at integrere forskning i bevidsthed i smertevidenskaben?

Hvis smerte er en oplevelse, der ikke kan lokaliseres i f.eks. et ‘neuromatrix’ som prof Melzack har foreslået, så mangler vi en teori, der kan forklare forholdet mellem hjerne og oplevelser. Dette dilemma kendes bl.a. som ‘the explanatory gap‘.

Vi kan beskrive en oplevelse minut for minut, men ord kan aldrig beskrive hvordan det føles at være bevidst. Dette er ‘the explanatory gap’…

Uden at gå mere ind i hvad smerte er (eller ikke er), så må det antages, at trods manglende modeller og teorier, der kan forklare sammenhæng mellem ‘nociception og smerte’ så må hjernen spille en stor rolle i relation til sanseintegration, hukommelse, forventninger mv.

hip_painDerfor vil det være forventeligt, at især motoriske og integrative dele af hjerne vil være stærkt påvirket af langvarig smerte: De vil simpelthen være mindre aktive og dermed kandidater til at blive reduceret i størrelse. Og der er da også kun få, der vil benægte, at smerte påvirker vores funktion. Det kunne tyde på, at smerte kan regulere vores adfærd som det f.eks. er tilfældet hos patienter med OA: Når bevægelse gør ondt bevæger vi os mindre. Og studiet lader til at fremhæve, at disse ændringer også afspejles i hjernen.

Uanset hvor stor sammenhængen mellem funktion, smerte og hjernestruktur måtte er, så tyder studiet af Rodriguez-Raecke og kollger altså på, at relationerne har karakter af epifænomener og ikke kausative sammenhæng.

Kroniske smerter – does one size fit all?

Afslutningsvist er det vigtigt at huske, at det omtalte studie kun undersøger en langvarig, men primært nociceptiv drevet smerteoplevelse. Derfor siger forsøget ikke noget om hvorvidt der kan være relevante forandringer i anatomi eller fysiologi hos patienter med f.eks. fibromyalgi, CRPS eller WAD.

Studiet peger derfor i første omgang primært på, at der kan være sammenstemmende, reversible fund i vævsbetinget nociception og hjernestruktur hos patienter med langvarig smertebetinget funktionsnedsættelse. Om ændringerne skyldes øget aktivitet alene eller samtidig reduktion af smerter og medfølgende øget aktivitet siger studiet ikke noget om.
Men under alle omstændigheder understøtter studiet det nuværende fokus på at rehabilitere patienter og hjælpe dem tilbage til normal funktion hurtigst muligt efter smertebetingede funktionsnedsættelser.

Selvom studiet påpeger primær effekt i motoriske områder vil jeg bifalde tanken om, at rehabilitering ikke udelukkende må fokusere på fysisk funktion, men i lige så høj grad bør omfatte kognitive og sociale funktioner.

Konklusioner

1. Ændringer i grå substans er formentligt ikke direkte relateret til smerteoplevelsen

2. Nedsat funktion lader til at medføre reversible ændringer i den grå substans hos patienter med hofte OA

3. Smerte kan ses som en personlig oplevelse, og bør studeres som en del af vores bevidsthed (i stedet for som aktionspotentialer)

Referencer

Rodriguez-Raecke, R., Niemeier, A., Ihle, K., Ruether, W., & May, A. (2012). Structural brain changes in chronic pain reflect probably neither damage nor atrophy. PloS one8(2), e54475–e54475. doi:10.1371/journal.pone.0054475


Glem ”gennemsnitskronikeren”

Gæsteindlæg af fysioterapeut Mads Thøgersen og fysioterapeut Birgitte Laier Bitsch

To fysioterapeuter har lavet et kvalitativt pilotstudie om patientuddannelse og kroniske smerter. De konkluderer at på trods af, at alle informanter fandt viden om smertefysiologi relevant, var der store individuelle forskelle i, hvordan patienterne oplevede, at viden har ændret deres forståelse af smerter og ændret deres smerteadfærd. Denne blog er skrevet af de to fysioterapeuter og summerer nogle af pointerne i deres studie.

Undervisning i smertefysiologi er i flere år blevet anvendt som en af mange behandlingsformer, der retter sig mod de psykosociale faktorer hos patienter med kroniske smerter. Gennem ny viden om smertefysiologi og psykosociale faktorers betydning for smerter antages det, at patienten kan få aflivet gamle myter omkring smerter og får en forståelse for, at smerter ikke nødvendigvis er lig med vævsskade. Den nye forståelse kan lede til mindre katastroficering, øget funktionsniveau og medføre en nedsat smerteoplevelse (Louw, 2012).

Projektet viste, at der ikke var den store forskel på det forståelsesmæssige udbytte af smerte-undervisningen blandt patienterne. De tre deltagere i pilotstudiet fandt alle den nye viden relevant, men det var ikke er mængden af viden om smertefysiologi, der er afgørende for om deltagerne ændrede deres uhensigtsmæssige smerteadfærd efterfølgende. Det afgørende var, at patienterne kunne genkende eksempler og metaforer fra undervisningen, og efterfølgende overføre dem til deres eget liv.

BilledeKvantitativ forskning dominerer smertevidenskaben. Det betyder bl.a. at evidens og paradigmer på området risikerer at medvirke til at skabe en illusion om, at der findes en ’gennemsnitlig kronisk patient’.

Resultaterne fra pilotstudiet kunne dog tyde på, at patientrettet smerteundervisning bør fokuserer på patientens egen fortælling og erfaringer. På den måde kan undervisningen i højere grad koble viden om smertefysiologi med patientens egne erfaringer, og sandsynligvis lede til en hensigtsmæssige adfærdsændringer.

Billede

Pilotprojektet støtter op om et review foretaget af en gruppe australske ergoterapeuter (Robinson et al 2011). Deres studie antyder, at når man medtager patientens fortællinger i behandlingen mindskes risikoen for, at psykosociale forklaringer på smerte afvises af patienten.

Konklusion
Overførselsværdien af patient-undervisning er ikke lige til i alle tilfælde med kroniske smerter. Undervisning i smertefysiologi vil med et udgangspunkt i patientens egne oplevelser give behandleren mulighed for at knytte teori om smertefysiologi på patientens oplevelser. Denne patientcentrering giver en klarere sammenhæng mellem teorien og patienternes virkelighed. Sammenhængen fandt vi frem til var udslagsgivende for, hvordan viden om smertefysiologi udtrykte sig i en adfærdsændring, der ledte den største patientvurderede effekt af smerteundervisning.

Tidligere indlæg om patient-kommunikation på videnomsmerter.dk

Undervisningsmaterialer til smerteundervisning

Ved vi nok om smerter?

Fibromyalgi

Kursus for instruktører på Smerteskole

Test din viden om smerter

Algoritmer og flowcharts – brugbart eller ej?

Prolaps?

Kan vi spare penge på behandling af ‘ondt i ryggen’?

Behandling af ‘ondt i ryggen’

Er læger onde?

Smertereceptoren er DØD…

Referencer:

Louw, A., Butler, D. S., & Puentedura, E. J. (2011). The Effect of Neuroscience Education on Pain, Disability, Anxiety, and Stress in Chronic Musculoskeletal Pain. Archives of Physical Medicine and Rehabilitation, 92, 2041–2056.

Robinson et al, 2011 “Review of occupational therapy
for people with chronic pain” Australian Occupational Therapy Journal
(2011) 58, 74–81


Behandlingen var vellykket…men patienten blev ikke bedre!

Betyder stigende fokus på evidensbaserede målemetoder, at vi glemmer at behandlingseffekt ikke er ensbetydende med positive testresultater? 

Hvis en patient med gentagne rygproblemer henvender sig til en fysioterapeut, kiropraktor eller anden manuel terapeut bør der altid forelægge en evidensbaseret strategi for forløbet. Den kan have form af forløbsprogram, klinisk retningslinje eller best practice, og vil oftest inkludere en anamnese, en fysisk undersøgelse, en diagnose/behandlingsplan og en prognose.

Måling af behandlingseffekt

Men brugen af standardiserede undersøgelser/forløb indeholder en risiko for automatiseret tankegang, der kan få os til at tro, at færre ‘ja’ på Roland-Morris Disability Questionnaire, en lavere VAS-score eller flere gentagelser i sit-to-stand er ensbetydende med patientoplevet behandlingseffekt?

Når vi spørger, “hvor ondt har du på en skala fra 0-100 hvor 0 = ingen smerter og 100 = værst tænkelige smerte?” formoder vi, at mere ondt er et større problem for patienten end (relativt) mindre ondt. Men er det virkelig tilfældet?

Hvis vi overfører konceptet til vinsmagning ville det samme spørgsmål lyde “…hvor kraftig synes du denne vin smager…?”. Men er en kraftig smag er værre (eller bedre) end en mindre kraftig smag? Næppe.

Til vinsmagningen vil ville spørgsmålet nok nærmere lyde “hvor godt kan du lide denne vin på en skala fra 0-100 hvor…?” og måske burde vi huske at spørge mere til den patientoplevede kvalitet? Vi kunne f.eks. anvende spørgsmålet “Hvor tæt er du på at opnå[ønsket funktion]på en skala fra 0-100 hvor 0= sådan som du havde det da du startede hos mig og 100=fuld integreret funktion?”

Placebo, nocebo og patients forventninger til behandlingens effekt

Det fleste kliniske studier anvender effektmål som dem jeg har skitseret ovenfor til at standardisere svarmulighederne. Dette kan der til en vis grad kompenseres for gennem velvalgt og grundig metodik. Men som I kunne læse i mit indlæg fra sidste uge er forskningsresultater ikke nødvendigvis overførbare til klinisk praksis.

Et nyt studie fra Tyskland publiceret i Pain i denne måned viser, at patient-forventninger ændrer på den eksterne validitet af vores måleredskaber. Den eksterne validitet er et udtryk for om forskningsresultater har klinisk betydning. I korte træk viser studiet, at patientens forventninger til chancen (risikoen) for at være i placebo-gruppen kan ændre oplevelsen af forskningsforsøget.

Det betyder naturligvis ikke, at skemaer og standardiserede test ikke er relavante i klinikken heller. Men måleredskaber kan ikke stå alene når vi vurderer behandlingseffekt.

Konklusion

Vi skal naturligvis fortsætte med at benytte måleredskaber i vid udstrækning – også til patienter med langvarige smerter. Men det må ikke stå i stedet for individuel effektmåling efter ICF-standard.

Det er derfor afgørende at vi som klinikere forstår, at patientens forventninger spiller en stor rolle. Hvad enten der er tale om øget eller reduceret effekt (placebo/nocebo) så skal må effektmål altid ses i relation til om patienten har opnået sine mål.

Objektive måleredskaber opfylder krav til systematisk dataindsamling og dokumentation af forandringer. Men for at målingerne skal have et patient-rettet mål bør de anvendes som udgangspunkt for en diskussion med patienten om relevansen i hvert enkelt tilfælde. F.eks. kan én patient opleve fin overensstemmelse mellem de personlige begrænsninger og timed up-and-go mens en anden ikke gør det.

Husk patienterne – det er jo dem, der afgør om vi lykkes!

Hvis du vil vide lidt om hvad placebo-effekten er kan du evt. se denne video.

Referencer:

Rief, W., & Glombiewski, J. A. (2012). The hidden effects of blinded, placebo-controlled randomized trials: An experimental investigation. Pain153 (12), 2473–2477. doi:10.1016/j.pain.2012.09.007


“Spørg ikke om jeg har ondt – men hvordan og hvornår”

Citatet er fra Pia Frederiksen, kronisk smertepatient og formand for Foreningen af Kroniske Smertepatienter i Danmark (FAKS). Dette indlæg er et forsøg på sætte fokus på hvad vi som fagpersoner bør vide om hvordan patienterne oplever det når vi fortæller dem, at deres smerter ikke går væk og at de skal lære at leve med dem.

Som professionelle skal vi fokusere på at diagnosticere og behandle patienter. Derfor er patienterne ofte er overladte til sig selv når de skal lære at leve med konsekvenserne af deres sygdom, symptomer og diagnoser. Kroniske smerter er en ‘diagnose’, der medføre usikkerhed og utryghed for patienterne. Derfor er den nye selvhjælpsguide fra FAKS et godt supplement til patienterne når de skal lære at leve med kroniske smerter.

Bogen er blevet til i samarbejde med overlæge Niels-Henrik Jensen, er på 36 sider og kan downloades gratis fra http://www.faks.dk eller bestilles samme sted. Den indeholder patient-til-patient formidling af mange års erfaringer kombineret med en introduktion til hvad smerter er.

De otte kapitler omhandler:

1. Hvad er smerter?
2. Sådan kan smerter påvirke din hverdag
3. Sådan tackler du dine smerter
4. Sundhedsvæsenet og kommunens rolle
5. Tværfaglige smerteklinikker/smertecentre
6. Smertemedicin
7. Alternativ medicin
8. Kurser og anden nyttig viden

Når man som fagperson læser bogen fremstår den professionel og uden at “pege fingre”. Der er med andre ord en lang række empiriske råd om hvordan man som ny-syg (ny-diagnosticeret) kan finde fodfæste i en Verden hvor intet længere er som det var engang.

Her er et par eksempler:

– hvis kroniske smerter er blevet en livsledsager er det vigtigt, at du ikke er bange for smerten
– det er normalt at du oplever koncentrationsbesvær, søvnforstyrrelser, mindre overskud, dårligere hukommelse og meget mere. MEN det må ikke afholde dig fra at være socialt og fysisk aktiv!
– fortrolighed i dit parforhold er vigtigt (alt for mange bliver skilt). Derfor er det også væsentligt at være opmærksom på sexuallivet, der måske har brug for fantasi eller ekstra kræfter…
– andre kan ikke mærke dine smerter. Derfor skal du lære at kommunikere om dem, spørge om hjælp og vide hvornår du skal tale om noget andet…
– hvis dine nærmeste ikke får lov at hjælpe dig kan de føle afmagt.
– kroniske smerter er dit eget ansvar, men du har brug for sundhedsvæsenets hjælp. Sørg for at skabe en god dialog med egen læge, der er din nærmeste rådgiver og vejleder til en god vej gennem sundhedsvæsenet!

Bogen er tiltænkt patienter men kan også være værdifuld for professionelle, der ikke er erfarne i arbejdet med kroniske smertepatienter.

Du kan desuden læse mere om FAKS på deres hjemmeside.


Nu véd vi hvad kroniske smerter er …komplekse!

Én af de emnespecifikke workshops i dag var om psykologiske faktorers indflydelse på udviklingen af kroniske smerter. Oplægsholderne (Chris Main, Johan Vlaeyen, John McBeth og Julie Fritz) redegjorde for deres holdninger til hvilke risikofaktorer og strategier for behandling de ser til kroniske smerter – men ingen summerede den halvanden-time lange workshop bedre op en professor Jeff Mogil, der stillede dette simple spørgsmål:
“I har redegjort for, at der findes en lang række risikofaktorer. I gør det klart at risikofaktorer associerede, ikke kausale, ift. kronificering. Og I har fortalt, at ingen behandling er langvarigt virkende. Skal vi lære at acceptere, at kroniske smerter er en del af livet og følger reglen om regression to the mean??”
Med andre ord – er kroniske smerter så kompleks en tilstand, at vi skal fokusere alene på at skabe bedst mulige funktionelle resultater for patienten fremfor at bruge tid og oceaner af penge på at behandle?

Der er ikke noget let svar, men spørgsmålet er meget reelt. For hvilken behandling har vi reelt, der har effekt efter to år? For en kliniker bliver spørgsmålet hvornår skal vi acceptere, at smerten er kroniske i den forstand, at behandling (statisisk set) kun vil have midlertidig effekt?

Der findes ingen svar her på kongressen – men jeg vil rigtig gerne høre fra dig hvis du har en klinisk tommelfingerregel som du bruger når du vurderer om nogen er “kroniske”.

Slutteligt et stemningsbillede fra jeres udsendte på feltarbejde i Milano

20120829-163037.jpg


Kan man fejle “smerte”?!?

Diagnosis no230I Danmark må alle sundhedsprofessionelle stille diagnoser, der ligger indenfor deres faglige kompetencer. Det har tidligere været en lægelig kompetence at stille diagnoser, men Sundhedsstyrelsen har gjort det klart, at det ikke forholder sig således i dag. Dermed stilles der store krav til den enkelte professionelle om at kunne diagnosticere og kende diagnoserne.

Som patient kan diagnoser betyde en enorm forskel, da nogle diagnoser giver legitime forklaringer på smerter (f.eks. discus prolaps) mens andre giver anledning til panderynker og stigmatisering (f.eks. “funktionelle lidelser”). Dertil kommer, at vores lovgivning er ofte afhængig af diagnoser i forbindelse med erstatning, mén-grad og sociale ydelser. Det groteske i den situation er ofte, at mange diagnoser ikke fortæller noget om patientens reelle tilstand og potentiale.

Men mange professioner har deres egne klassifikationer af f.eks. hovedpiner og lænderygsmerter, som ofte giver anledning til diagnose-specifikke behandlinger (uafhængigt af de underliggende mekanismer).

Den internationale referenceramme for diagnoser er International Classification of Diseases (ICD-10). Den er udgivet af WHO, og bliver revideret med jævne mellemrum. I anledning af, at revision er forestående (ICD-11) har en række eksperter indenfor smerte og diagnostik sat sig sammen og udformet nogle råd til WHO (Rief et al 2012). Blandt forfatterne er professor Rigmor Jensen fra Dansk Hovedpine Center på Glostrup Sygehus. Jeg har brugt deres artikel til at fremhæve nogle væsentlige problemstillinger i ICD-10, og generelle betragtninger omkring diagnosticering af smerteproblematikker.

Har vi brug for nye diagnoser?

Rief og de andre eksperter bag artiklen (2012) beskriver meget fint ét af problemerne med de eksisterende diagnoser-grupper: Patienter med ondt i ryggen kan få en række diagnoser, der er baseret på vidt forskelligt grundlag (f.eks. symptomudbredning = ischias / anatomi = scoliose / billeddiagnostik = diskus degeneration). Dermed kan patienten fejle flere diagnoser på samme tid, og ingen af dem giver nødvendigvis forståelse for hvad, der er årsagen til patientens problemer. Det andet problem, som forfatterne fremhæver, er at “ondt i ryggen” kan have vidt forskellige forløb – fra kortvarige/forbigående symptomer til invaliderende, kroniske smerter.

Derfor bør ICD-11 tage højde for dette, og optimalt set bør alle diagnoser være baseret på ætiologi (årsagssammenhæng). Konkret i forhold til “ondt i ryggen” anbefaler forfatterne, at man fokuserer på den eneste ting som alle patienterne har til fælles: De har ondt i ryggen…! Så fremfor at se LBP som en “ryglidelse” omtaler de den som en smerte-lidelse.

Deres anbefalinger er, at
* Smerternes varighed beskrives som akut, sub-akut, kronisk og tilbagevendende. Dette har både epidemiologisk interesse, men også klinisk relevans da det kan sige noget om både mekanisme og prognose
* Lidelsen skal registreres som den opleves af patienten bør indgå – f.eks. beskrevet ud fra ICF-modellen (læs evt. mere her)
* Smertemekanismer og patologi anvendes i videst muligt omfang (læs evt. mere her)

Jeg er enig i gruppens betragtninger, og mener, at det kan være et stort fremskridt hvis klinikere såvel som patienter betragter “uspecifikke lænderygsmerter” som et primært smerteproblem fremfor at fokusere på en eller flere formodede patologiske årsagssammenhænge. Ved at betragte smerten som det primære kan vi måske stratificere patienterne bedre, og dermed (forhåbentligt) både spare patienten og samfunden for ressource-tab. Læs evt. mere om stratificering af lænderygsmerter her.

Er (nogle) kroniske smerter psykiatriske diagnoser?

Diagnosticering af kroniske smertesyndromer som psykiatriske lidelser risikerer at medføre stigmatisering af patienterne, og opdelingen mellem “medically explained pain” og “medically unexplained pain” smerter er ikke relevant i et biopsykosocialt perspektiv.

Men betyder det, at smerte ikke hører til i psykiatrien? Det mener forfatterne, at den gør, men som modtræk til de nuværende diagnoser, der er baseret på eksklusion af andre sygdomme med samme symptombillede foreslår Rief et al, at man evt. kan anvende positive psykiatriske fund til at finde unikke (psykiatriske) diagnoser. Det afgørende i den forbindelse er, at vi i dag forstår katastrofetanker og frygt for bevægelse som normale, men forværrende, faktorer til enhver smertetilstand. Det er således ikke nok, at være katastrofetænkende for at have en psykiatrisk-baseret smertetilstand.

Forfatterne tager ikke konkret stilling til diagnosen “Funktionelle Lidelser”, der har fundet vej i det danske sundhedsvæsen. Men forfatterne mener – i lighed med professor Per Fink – at anvendelsen af uspecifikke diagnoser som f.eks. “irriteret tyktarm” og “chronic wide spread pain” bør undgåes, da de ofte overlapper med andre smerte-diagnoser.

I modsætning til Per Fink anbefaler de derimod, at man fastholder nogle af de uspecifikke syndromer som IBS, FMS og TMD, men at de diagnosticeres på basis af anerkendte kriterier. Baggrunden for eksperternes valg i denne sammenhæng fremgår ikke entydigt, men jeg kan se tre grunde:

1. Politisk vil det være problematisk at afskaffe disse anerkendte diagnoser

2. Patienter, patientforeninger og en række lægelige organisationer har taget en række af disse diagnoser til sig, og anvender dem bl.a. til at fjerne fokus fra utrygheden ved at være syg, men ikke kunne bevise det overfor omverdenen

3. Forskning er afhængig af økonomiske midler, og etablerede diagnoser har lettere ved at få midler

Artiklens generelle anbefalinger til diagnoser i ICD-11

Blandt eksperternes anbefalinger vil jeg fremhæve følgende:

1. Diagnoser skal indeholde en klar klinisk og reproducérbar beskrivelse, der inkluderer biologiske, psykologiske og sociale aspekter af lidelsen, og tilhørende måleredskaber til disse. bør i videst muligt omfang baseres på årsagen til lidelsen (f.eks. mekanismen)

2. Diagnoser skal være unik. Den skal beskrive en tilstand, der ikke ændrer sig til/overlapper andre diagnose over tid, og forløbet af lidelsen bør være kendt (f.eks. om den “forsvinder af sig selv” eller om den progrediere over tid). Desuden bør genetiske/miljømæssige aspekter af lidelsen være kendt.

3. Diagnoser bør kunne anvendes i alle lande (inkl. udviklingslande hvor dyr teknologi og medicin ikke er tilgængelig)

4. Forbedringer og tilføjelser i den nye udgave bør inkludere en gruppe af smerte-diagnoser samt opdatering af neuropatiske smerter, cancer smerter og hovedpine.

5. Revision bør tage højde for, at akutte og kroniske smerter er to forskellige problemstillinger, og at psykologiske/sociale aspekter påvirker alle typer smerter. Det er derfor vigtigt, at disse aspekter adresseres tydeligt, og indgår på lige fod med de klassiske nociceptive mekanismer – både i diagnose og i den tværfaglige tilgang til smertebehandling.

Konklusion

Jeg har gengivet artiklen med mine øjne, men forsøgt at fremstille problemerne i de nuværende diagnoser med udgangspunkt i Rief et al´s artikel. Der er mange gode pointer i artiklen, men det undrer mig meget, at sygeplejersker men ikke fysioterapeuter, ergoterapeuter og kiropraktorer er nævnt som partnere i det transdiagnostiske arbejde!?

I tillæg hertil mener jeg, at diagnoserne skal kunne integreres af socialfaglige og lovgivende grupper. Jeg mener, at det er afgørende, at diagnostik ikke (kun) bliver en akademisk disciplin, men målet altid bør være, at patienterne er bedre stillet med en diagnose end uden – både som patient og som borger. Hvis ikke diagnosen skaber løsninger – er den så noget værd?

Referencer

Rief, W., Kaasa, S., Jensen, R., Perrot, S., Vlaeyen, J. W. S., Treede, R.-D., & Vissers, K. C. P. (2012). New Proposals for the International Classification of Diseases-11 Revision of Pain Diagnoses. The Journal of Pain, 13(4), 305–316. doi:10.1016/j.jpain.2012.01.004


Tegn på “Central Smerte Sensibilisering”?

Dette er del 2 i en række på 3 blogs om uspecifikke lænderygsmerter. Du kan læse del 1 her.

”Hvornår er smerter kroniske?”. Det spørgsmål stiller klinikere og kliniske forskere stadig hinanden, og det er ikke lykkes at finde en fælles definition endnu. Endnu mindre vellykket er vi i at finde en ”golden standard” til hvordan vi måler (kroniske) smerter. Som omtalt i del 1 er én vej til at definere og forstå kroniske smerter at opdele efter neurofysiologiske mekanismer. Problemet er, at selvom vi vidste hvad vi ledte efter, kan vi ikke måle disse mekanismer i vores patienter.

Manglen på en ”golden standard” har fået fysioterapeuten Keith Smart fra Dublin til at bruge sin PhD på at undersøge tre kategorier af ”smerte-mekanismer”. Han fandt ud af, at de fleste af de adspurgte eksperter (primært fysioterapeuter i smerteklinikker) kunne egnes om tre overordnede kategorier, der hver kan beskrives med typiske symptomer og kliniske tegn. De tre kategorier er Nociceptive Smerter (NS), Perifære Neurogene Smerter (PN) og Central Smerte-sensibilisering (CSS).

Med udgangspunkt i listen af symptomer og tegn, som eksperterne var blevet enige om (figur 1) har Dr. Smart og hans kolleger fået kategorisere over 450 patienter efter de tre grupper. Studierne viser, at der er grupper af kliniske tegn og symptomer som er velegnede til at genkende “smertemekanismer” hos patienterne. Denne blog omtaler kun fundene for CSS, men henviser til studiernes del 2 og 3 for fund om de to øvrige diagnoser.

Inden jeg ser nærmere på konklusionerne i studiet og på hvad det kan betyde for klinisk praksis, vil jeg opsummere:

  1. Der findes ingen ”golden standard” for evaluering eller diagnosticering af kroniske smerter
  2. Smertemekanismerne er baseret på kliniske og teoretiske antagelser – ikke videnskabelige (fysiologiske) mekanismer

Med andre ord så giver begrebet smertemekanisme god klinisk mening, men vi aner endnu ikke om navnet er misvisende (altså om NS, PN og CSS overhovedet dækker over de fysiologiske mekanismer som navnene henviser til).

Central Smerte Sensibilisering – konsensus blandt eksperter!

Jeg vil ikke gennemgå statestikken i studiet, men blot konstatere, at der er stor enighed blandt eksperterne om hvornår en patient præsenterede sig med CSS – og hvornår de ikke gjorde.

De tre symptomer (1-3) og det kliniske tegn (4), der tilsammen gav den største statistiske sikkerhed for at genkende CSS var:

  1. Smerten er ude af proportioner med skadens/patologiens natur og omfang
  2. Disproportionerede, non-mekaniske, uforudsigelige mønstre af smerteprovokation i relation til flere/non-specifikke forværrende eller forbedrende faktorer
  3. Stærk association med maladaptive psykosociale faktorer (f.eks. negative følelser, lavt selvværd, uhensigtsmæssige opfattelser af egen situation og reaktion på smerte, ændret familie-/arbejds-/socialt liv, medicinske konflikter)
  4. Diffuse/non-anatomiske områder med smerte/ømhed ved palpation

Hvis en patient præsenterede alle fire tegn var det 40 x så sandsynligt, at de blev vurderet til at have CSS (end hvis de ikke havde alle fire).
Hvad kan vi bruge det til?

Som allerede beskrevet er det ikke en “golden standard”, der kommer ud af artiklen. Jeg mener heller ikke, at vi skal bruge artiklerne til at trække nye begreber “ned over hovedet” på andre sundhedsfaglige. Derimod ser jeg to oplagte muligheder som studiet kan bruges til:

  1. De grupper af symptomer/tegn, der giver bedst overensstemmelse kan (bør?) anvendes i undervisning og vejledning af studerende og ikke-eksperter (herunder erstatte andre, ikke-evidensbaserede udgaver). Studiet viser, at eksperterne er enige om paradigmet/spillereglerne for kliniske smertekategorier, og dermed at kommunikation mellem fysioterapeuter kan lettes hvis vi taler samme sprog.
  2. At der er så god overensstemmelse blandt eksperter kan inspirere kliniske forskere til at bygge videre på broen mellem praksis og videnskab. Der er mange forskningsspørgsmål som kan udnytte, at vi véd, at der er enighed om hvilke kliniske tegn og symptomer patienten har når eksperter “grupperer” dem efter smertemekanismer:
  • Er alle klinikere påvirket af den/de samme guru(er) – hvis ja; hvorfor?
  • Hjælper det patienterne, at vi kan gruppere dem efter “smertemekanismer”?
  • Er det muligt at kombinere smertemekanismer med f.eks. QST (kvantitative sensoriske test), parakliniske undersøgeler eller spørgeskemaer, og derved opnå bedre forståelse for de reelle underliggende mekanismer?
  • Hvilken rolle spiller “placebo-effekten” når vi kan genkende et mønster som føler os trygge ved (kontra når vi føler, at vi er på “bar bund”)?

Sammenfattende vil jeg derfor konkluderer, at smertemekanismer er ikke et nyt fænomen, men efterhånden kan vi kalde dem for evidensbaserede. Og de giver os et klinisk genkendeligt billede som eksperter kan enes om, og som andre kan reflektere over i daglig praksis.

I næste uge ser jeg på artiklen nævnt i del 1 (Main et al. 2012) om hvordan vi (måske) kan forebygge kronicitet ved hjælp af STarT Back modellen.

Referencer

Smart, K. M., Blake, C., Staines, A., & Doody, C. (2010). Clinical indicators of ‘nociceptive’, ‘peripheral neuropathic’ and “central” mechanisms of musculoskeletal pain. A Delphi survey of expert clinicians. Manual Therapy, 15(1), 80–87. doi:10.1016/j.math.2009.07.005

Smart, K. M., Blake, C., Staines, A., & Doody, C. (2012a). Self-reported pain severity, quality of life, disability, anxiety and depression in patients classified with ‘nociceptive’, ‘peripheral neuropathic’ and “central sensitisation” pain. The discriminant validity of mechanisms-based classifications of low back (±leg) pain. Manual Therapy, 17(2), 119–125. doi:10.1016/j.math.2011.10.002

Smart, K. M., Blake, C., Staines, A., Thacker, M., & Doody, C. (2012b). Mechanisms-based classifications of musculoskeletal pain: Part 1 of 3: Symptoms and signs of central sensitisation in patients with low back pain. Manual Therapy, 17(4), 336–344. doi:10.1016/j.math.2012.03.013

Smart, K. M., Blake, C., Staines, A., Thacker, M., & Doody, C. (2012c). Mechanisms-based classifications of musculoskeletal pain: Part 2 of 3: Symptoms and signs of peripheral neuropathic pain in patients with low back pain. Manual Therapy, 17(4), 345–351. doi:10.1016/j.math.2012.03.003

Smart, K. M., Blake, C., Staines, A., Thacker, M., & Doody, C. (2012d). Mechanisms-based classifications of musculoskeletal pain: Part 3 of 3: Symptoms and signs of nociceptive pain in patients with low back pain. Manual Therapy, 17(4), 352–357. doi:10.1016/j.math.2012.03.002

Smart, K., & Doody, C. (2007). The clinical reasoning of pain by experienced musculoskeletal physiotherapists. Manual Therapy, 12(1), 40–49. doi:10.1016/j.math.2006.02.006