Smertevidenskab og kliniske overvejelser

Smertekongres – Fagfolk fra Europa(+) er samlet i Firenze

EFIC logo 2013

Firenze Fiera (Basso Fortet) danner ramme om den 2. årlige Europæiske smertekongres. Kongressen starter officielt i dag, men dagen i går havde en række ‘refresher-kurser’ om emner som ‘Clinical Pain Syndromes’, Neurobiological Mechanisms involved in Pain Regulation’, ‘Dealing with difficult Pain Syndromes’, Clinical Therapeutics’, ‘Neuromodulation in Pain Management’ og ‘The Role of Ion Channels in Pain’.

Jeg deltog i flere af foredragene og fik derved lejlighed til at høre nogle af ‘ping’erne’ fortælle om deres egen (og relateret) forskning. Det første foredrag var af Sandkühler og Devor, der begge er professorer med interesse for (og stor indsigt i) grundforskning. De fremhævede vigtigheden af disinhibition med fokus på interneuronernes rolle for reguleringen af det nociceptive input til CNS.
Der var som sådan intet nyt under solen, men emnet afspejler en gradvist stigende forståelse for de perifære mekanismers kompleksitet. Fra et klinisk synspunkt kan dette betyde, at vi går langsomt fra en simplificeret model af ‘sensibilisering’ til en mere nuanceret forståelse af modulation – eller som Mick Thacker ofte siger: Gate Control er ikke et alt eller intet fænomen. Nervesystemet kan moduleres så døren kan åbnes på klem, hvis det er det, der giver mest mening i øjeblikket.

Et andet foredrag jeg hørte var med prof. Huygen om CRPS (kronisk regionalt smertesyndrom). Hans gennemgang af evidensen bag de patofysiologiske mekanismer blev opsummeret til: ‘Et komplekst sammenspil af én eller flere af følgende elementer: Dysfunktionelle mast-celler, ukontrolleret inflammation, endotelia dysfunktion, vævsdestruktion af genetisk og/eller immunologisk oprindelse, nerveskade, sensibilisering og forandringer i hjernen’.
Så hvis nogle af jer har oplevet, at patienter med CRPS kan forekomme komplekse, så er de altså ikke helt galt på den!
Prof. Huygen slog på baggrund af ovenstående fast, at det var afgørende, at vi som klinikere udvikler og holder fast i en mekanismebaseret tilgang for ikke at miste overblikket over den komplekse tilstand, patienterne befinder sig i.

Dagens sidste session skulle have været ført an af prof. Benedetti. Men af ukendte årsager var han erstattet af en anden italiensk forsker. Lidt ærgerligt da jeg gerne ville have hørt budskaberne fra ‘hestens egen mund’ – men hans stand-in gjorde det rimeligt (da man først fik den italiensk-engelske accent tunet ind). Hendes budskab var simpelt: Placebo er altid tilstede, uanset om vi accepterer det eller ej. Og det spiller en afgørende, klinisk rolle i behandlingen af smerter.
Til at følge op var prof. Chris Eccleston fra smerteenheden på Bath University. Hans foredrag rettede sig mod at gøre klart, hvad psykologer kan tilbyde smertepatienter i dag og i fremtiden. Hans meta-analyser (Cochrane) på psykologiske interventioner viser, at der er moderat effekt af psykologiske interventioner til behandling af kroniske smerter. Men som han påpegede, så beviser det jo bare, at næsten halvdelen af alle patienter ikke har den ønskede effekt af psykologiske interventioner.
Hans konklusion er, at når man ser på hver enkelt patient i et studie, så vil nogle have stor positiv effekt, andre ingen effekt og nogle vil have stor negativ effekt. Men statistisk set vil det betyde, at der er moderat effekt… Derfor – mener han – skal vi ikke stræbe efter flere RCT (randomiserede, kontrollerede forsøg) på dette område, men blive bedre til at finde ud af, hvilken behandling er den rette til den enkelte patient.
Hvorvidt han hermed appellerer til ‘sub-grupperings-paradigmet’ som vi kender udemærket fra fysioterapi eller om han vil udvikle nye metoder var ikke klart. Jeg håber personligt, at det er det sidste.
For så vidt angår fremtiden var det hans opfattelse, at psykologiske interventioner kan udfylde en (vigtig) rolle i at håndtere de non-specifikke effekter. I stedet for at ignorere disse effekter, bør psykologer (og andre) omfavne dem og integrere dem i behandlingen. Og på enheder med mulighed for tværfagligt samarbejde bør psykologerne sættes langt mere i spil til at håndterer disse faktorer i tillæg til (samarbejde med) de øvrige interventioner. Slutteligt, sagde han, ligger der uudnyttede ressourcer i e-læring indenfor dette område!

Efter en inspirerende dag og en vellykket velkomstreception traskede jeg tilbage til mit BnB til et cyber-godnat over FaceTime med familien. Den sidste del vil jeg spare jer for, men som public service bliver jeg nødt til at nævne Casa di Barbano, hvor jeg bor. Find det på Tripadviser og book det hvis du skal til Firenze! Det er fantastisk!

20131010-095337.jpg

5 responses

  1. Birthe Stahmer Humlum

    10. oktober 2013 kl. 11:35

    • Hej Birthe,
      tak for din kommentar og dine roser. Håber, at jeg også fremadrettet kan bidrage til inspiration🙂
      Med venlig hilsen
      Morten

      Like

      10. oktober 2013 kl. 11:57

  2. Pingback: Er der noget nyt indenfor smerte-forskernes Verden? | videnomsmerter

  3. Mette Frank Fenger

    Hej Morten

    Tak for en god blog. Jeg er forvirret over Gate Control mekanismen/teorien. Jeg synes du har sagt på et kursus, at teorien ikke holder længere. Men det gør den, eller hvad?

    De bedste hilsner
    Mette

    Like

    16. oktober 2013 kl. 13:37

    • Den oprindelige teori inkluderer ikke sensibilisering og descenderende påvirkninger. Derfor er den ikke opdateret til den viden vi har i dag.
      Med venlig hilsen
      Morten

      Like

      16. oktober 2013 kl. 13:46

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s