Smertevidenskab og kliniske overvejelser

Den dyre smerte

I 2011 blev 1.996 personer “førtidspensioneret” fordi sundhedssystemet i Danmark ikke behandlede dem i tide… Det er konklusionen i en rapport lavet i Danmark for det amerikanske handelskammer. Rapporten spår, at de rette ændringer i sundhedsvæsenet kan spare 2,7 mia i 2020 – og på sigt kan få efterlønnen til at ligne en marginaldiskussion!

De knap 2.000 personer (om året), der er tale om er en gruppe af mennesker, der “kun” har én diagnose og hvor den eneste årsag til social pension er deres helbred. Et forsigtigt gæt fra min side vil være, at mindst 9:10 af dem fejlede “ondt” som deres primære problem (f.eks. diagnosticeret som fibromyalgi, irritabel tyktarm eller kronisk træthedssyndrom).

I følge en artikel i Børsen den 13. september 2012 (“Milliardgevinst ved sygeindsats”) kan der sættes tidligere ind før folk bliver fanget i en glidebane (citat fra Steen Werner Hansen, vicedirektør på Herlev Sygehus). Problemet kan derfor være, at man vælger den billigste behandling først, konkluderer Børsen.

I en let pessimistisk stund er jeg desværre tilbøjelig til at være uenig (for det ville være let at omprioritere penge). Jeg mener ikke, at der er tale om et økonomisk problem i denne sag. Faktisk er mit indtryk, at denne gruppe af mennesker får fuld effekt (omend ikke gavn) af det eksisterende sundhedsvæsen. Jeg tror derfor, at vi skal pege fingrene indad og overveje om vores forståelse for patienternes symptom/lidelse (smerte) er forældet.

Desværre er alt for mange mennesker stadig fanget en slags ny-dualisme hvor vi fastholder specificitetsteorien og betragter smerte som et fænomen, der findes både i fysisk og psykisk form (eller i ‘krop’ og ‘sjæl’ som René Descartes foreslog). Den ‘rigtige smerte’ – menes det tilsyneladende – er forårsaget af nociception og den ‘psykiske smerte’ er forårsaget af problemer ‘indeni’.

Men jeg er helt uenig. Nociception er IKKE det samme som (eller nødvendigt for) at føle smerte.

Jeg foreslår, at læger og andre sundhedsfaglige lytter til hvad f.eks. sociologer, antropologer, filosoffer, matematikere og ikke mindst patienterne kan lære os. Hvorfor er det, at vi accepterer, at vores teenagebørn har “hjertesorger”, at skilsmisser “gør ondt” og at isolation/frygt er toturlignende afstraffelse når vi ikke vil integrere lænderygsmerter, hovedpine og fibromyalgi i en tilsvarende bred kontekst?

Jeg frygter, at manglende forståelse og viden om smerte som fænomen forbliver uændret uanset hvormeget vi “rører i gryden” – hvis vi vil ændre noget (og spare menneskelig lidelse og samfundskroner) skal der nye ingredienser til!

Som konklusion vil jeg derfor råbe så højt som jeg kan, at manglende nociception IKKE er det samme som uforklarlige smerter! I stedet for at jagte “den nociceptive kilde til smerten” vil mange af disse patienter gavne af en bredere forståelse for deres smerte. Men det kræver, at vi – sundhedsvæsenet – ændrer vores vanetænkning.

I henhold til rapporten er det derfor ikke længere et spørgsmål om hvorvidt det kan lade sig gøre at ændre vores vaner – men et spørgsmål om hvor længe velfærdssamfundet kan overleve hvis vi ikke gør det…

Læs mere

Hvis du vil læse mere om hvad smerte i en kulturel sammenhæng kan jeg anbefale:

Morris, David B. “The Culture of Pain” (1993)

Wall, Patrick “The Science of Pain” (2000)

Williams/Bendelow “The Lived Body” (1998)

Du kan også få mere viden på kurserne Explain Pain, Smertefysiologi og Borgere med Smerte

3 responses

  1. Forklar lige, hvad du mener med en BREDERE forståelse af smerter…
    Og hvordan denne BREDERE forståelse vil kunne hjælpe patienten…
    og hvordan en BREDERE forståelse af smerter vil kunne spare samfundet for penge?
    Og hvorfor du mener, at en tidlig indsats (hvilken) vil kunne afhjælpe smerter f.eks. pga. fibromyalgi…

    Like

    10. oktober 2012 kl. 23:33

    • Hej Bente,

      Se venligst svar nedenfor (efter dine spørgsmål):

      Forklar lige, hvad du mener med en BREDERE forståelse af smerter… : Smerte er IKKE resultatet af nociception, men en definition skal definere ikke udelukke. Derfor er det ikke nok, at at udelukke hvad smerte ikke er. Vi bliver nødt til at forstå, at mennesker har ondt – og selvom sundhedsprofessionelle ikke kan forstå det.

      Og hvordan denne BREDERE forståelse vil kunne hjælpe patienten…: Hvis professionelle tror, at smerte kun kan opstå efter skade eller sygdom – hvad er så konklusionen når patienter har ondt uden en (kendt) skade eller sygdom? Der er historisk grund til at tro, at netop disse mennesker bliver stigmatiseret og misforstået som f.eks. “hysteriske”. Her er jeg helt uenig. Det kan ikke være patientens problem, at professionelle og videnskab ikke forstår patienten. Jeg tror, at det ville gavne patienterne hvis vi forstod, at det er muligt at have ondt uden at vi kan forstå hvorfor. Så kunne vi i f.eks. arbejde mod et fælles mål (færre smerter, mere funktion i hverdagen) så snart vi har udelukket de sygdomme/skader vi kender.

      og hvordan en BREDERE forståelse af smerter vil kunne spare samfundet for penge: Mange mennesker med langvarige smerter starter ud med et forløb, der indeholder risikofaktorer for kronicitet (læs evt. mit indlæg om stratificering af patienter) – f.eks. comorbiditet før operation. Jeg tror, at det er muligt at forebygge eller reducere disse mennesker´s lidelse ved en tidlig indsats. Ud over den primære gevinst (et bedre liv til patienten) vil det spare samfundet for penge hvis færre mennesker får kroniske smerter (se mit indlæg om “den dyre smerte”).

      Og hvorfor du mener, at en tidlig indsats (hvilken) vil kunne afhjælpe smerter f.eks. pga. fibromyalgi…: Op mod hver fjerde patient med fibromyalgi (i USA) er diagnosticeret selvom de diagnostiske retningslinjer (fra det amerikanske reumatologi selskab) ikke er opfyldte. Det tolker jeg som et udtryk for, at fibromyalgi er én af de mest anerkendte syndromer, der findes i dag. Men det betyder også, at vi ikke forstår hvad fibromyalgi opstår af eller hvordan vi kan forebygge det. I det mindste ikke når vi ser med klassiske briller på sygdommen.
      Men det at have kroniske smerter (som er ét af kardinalsymptomerne i fibromyalgi) medfører for mange mennesker en lang række konsekvenser af social og kulturel art.
      Der er forbløffende få studier af hvordan patienter oplever et liv med fibromyalgi (Raheim & Haland, 2006 er en sjælden undtagelse).

      Hvorfor ved vi så lidt om hvordan patienterne har det? Kan det skyldes, at vi fokuserer (for meget) på at forstå nociception fremfor smerte? Jeg tror, at vi kan hjælpe patienter med fibromyalgi bedre ved at forstå dem og de problemer de møder i begyndelsen af sygdomsforløbet hvor en stor del af dem skal finde en ny identitet. Vi kan f.eks. lære hvordan vi bedst støtter patienterne i denne proces (fremfor kasse-tænkning som socialrådgiverne skal rette sig efter i dag). Vi kan også skabe offentlig debat og fokus på, at smerten de oplever er lige så rigtig (dog uden udsigt til at stoppe) som når vi andre slår os ved et cykelstyrt. Desuden mener jeg, at det vil være i alles interesse, at vi bliver bedre til at fjerne de gamle kulturelle tabu omkring fibromyalgi, og forklare samfundet, at patienterne IKKE lider af “hysteri”, “psykisk smerte” og “kvindelidelser”.

      Samlet set mener jeg, at vi ser for snævert på begrebet smerte. Det er IKKE udelukkende et resultat af nociception – men nociception er det element vi bedst forstår. Ved at anskue smerte i et bredere perspektiv kan vi bedre acceptere, at smerte er meget mere end aktionspotientialer i C-fibre og A-delta-fibre.

      Like

      11. oktober 2012 kl. 08:21

  2. Pingback: Fibromyalgi vinder over Descartes’ arv | videnomsmerter

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s