Smertevidenskab og kliniske overvejelser

Placebo – videnskabelig bias eller behandling?

På fjerde-dagen i Milano er tempoet stadig højt! Såvel plenum-foredrag som emnespecifikke workshops giver generel inspiration, og over 1.000 forskere, der fortæller om deres studier ud fra “posters” giver de spørgelystne deltagere god lejlighed til at se hvor forskningen er på vej hen.

I formiddags var jeg til en workshop omkring placebo. Siden 1978 har vi vidst, at placebo effekten kan formindskes hvis man giver forsøgspersoner et stof, der modvirker opioid (morfin). Derfor forskes der nogle steder intenst i hvordan kroppen kan dæmpe nociception. Denne viden er jo både spændende for klinikere, forskere og industri. Status lige nu er, at der er god evidens for, at kroppen udskiller stoffer i opioid-familien. Desuden er der spekulationer om hvorvidt dopamin (via D2 og D3 receptorerne i hjernen) kan spille en rolle, og nyeligt har prof. Benedetti´s gruppe fremlagt evidens for, at endocannabinoider (“kroppens hash”) bidrager til effekten via CB1-receptoren.

Efter gennemgangen af kendte og mulige mekanismer og deres formodede effekter i hjernen, fortalte Dr. Klinger fra Tyskland om hendes forskning i hvordan klinikere kan sikre, at patienterne får fuld udnyttelse af placeboeffekten. Og ikke bare det – hendes forskning giver også vejledning i hvordan man undgår placebo-effektens mørke søster; nocebo-effekten.

Hendes teori er, at klinikere kan anvende to teoretiske metoder til at løfte patienternes effekt af enhver behandling. Den ene model er kognitiv og fokuserer på, at øge patienternes forventninger til behandlingseffekten via information om hvad pillen er/består af, hvordan den forventes at virke, hvorfor den forventes at virke og hvornår patienten kan forvente effekten.
Et klinisk eksempel kan være træning; her bør klinikeren instruere patienten i hvilke specifikke øvelser som denne patient vil have gavn af, hvorfor netop disse øvelser er valgt til denne patient, hvordan øvelserne forventes at virke, hvor mange øvelser de skal lave, hvor ofte de skal laves og især hvor lang tid, der forventes at gå før patienten vil mærke effekten.
Denne metode er velkendt fra f.eks. tryllekunst, hypnose og ledertræning hvor det ofte kaldes for suggestion. Men pointen her er, at vi kan anvende metoden til at give patienten større effekt af behandlingen.

20120831-073746.jpg
Den anden del af effekten skyldes, i følge Dr Klinger, classisk konditionering/læring. Og for at anvende denne bør klinikere blive gode til at associere stimuli (syn, duft, smag, berøring) med den positive effekt af pillen, øvelsen etc. Dvs. hvis patienten er vant til at få sin pille (eller øvelser) under bestemte ydre rammer – så vil kroppen automatisk reagerer på samme måde som når den laver øvelser/tager piller hver gang den befinder sig i et tilsvarende miljø. Tænke på historien om Pavlov´s hunde…

Konklusionen er derfor, at klinikere skal lære at forstå, at hvis vi ikke anvender psykologiske metoder og god kommunikation, så skal får patienten hverken den fulde evidensbaserede behandling eller den fulde, potentielle effekt.

god arbejdslyst!

3 responses

  1. Pingback: Bliv en bedre klinikere så let som at klø dig selv på armen… « videnomsmerter

  2. Pingback: Lad mig tilfredsstille dig… | videnomsmerter

  3. Pingback: Placebo (del 1): Hvornår opstår placebo? | videnomsmerter

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s