Smertevidenskab og kliniske overvejelser

Hvem tilhører smerten?

De fleste mennesker anser smerter for at være et sundhedsfagligt problem. Men sådan har det ikke altid været. I denne blog forsøger jeg at argumentere for værdien i at tillade patienten ejerskab over smerten.

Når et mennesker er i smerte – omend det er akut eller langvarigt – medfører det ubetinget fokus på tilstanden. Dette kan være en evolutionær overlevelsesmekanisme, der skal få den, der “ejer” smerten til at skabe ændringer. Årsagerne til smerte er mangfoldige (og stadig videnskabeligt uforklarede). Men anekdotisk evidens fortæller, at ud over vævsskader, så kan hovedpine (der hos de fleste opstår uden vævsskade), social isolation (f.eks. mobning), social amputation (f.eks. skilsmisse) og frygt/katastrofetanker medføre smerter.

Når smerte kan behandles og det medfører konsekvenser (f.eks. overvinde frygten for operation, nåle eller manipulationer) eller risiko for bivirkninger må det være patienten, der træffer valget om de ønsker den pågældende behandling på trods af konsekvenserne/bivirkningerne. Lægen, fysioterapeuten mv. bør kun rådgive og vejlede patienten så de kan træffe deres beslutninger på et videnskabeligt, oplyst grundlag.

Smerte – et samfundsproblem?

Historisk set har det været patientens eget problem at komme smerterne til livs, men over de seneste to århundrede er der sket en holdningsændring hos både patienter og sundhedsfaglige. I dag vil det ikke være usædvanligt at smerte bliver betragtet som et lægefagligt problem – altså, at det er dårlig faglighed hvis ikke lægen/fysioterapeuten/kiropraktoren kan fjerne smerterne.

Men måske er det tid til at give stafetten tilbage til patienten, og lade dem afgøre i hvilket omfang de har behov for professionel hjælp?

Smerte kan (under normale omstændigheder) kun opleves af patienten. Derfor skal behandling af smerter målrettes direkte mod patientens behov og ønsker. Modsætningen hertil kan bedst illustreres af tiden omkring indgangen til det 20. århundrede hvor diagnoser som hysteri (hos kvinder) og hypokondri (hos mænd) var resultatet af lægelige undersøgelser, der ikke gav et fagligt brugbart svar.

Hverken patienter eller fagpersoner kan være tjente med, at der stilles spørgsmålstegn ved rigtigheden af en patients oplevelser. Hippokrates så smerter som en følelse på lige fod med angst, glæde og træthed – og som det ikke giver mening at stille spørgsmålstegn ved en anden persons oplevelse af disse følelser – således giver det heller ikke mening at stille spørgsmålstegn ved andres oplevelser af smerte. Som en direkte konsekvens heraf giver det heller ikke mening, at en sundhedsprofessionel skal “vurdere” smertens betydning på vegne af en patient. Det må være patientens eget ansvar.
Mit argument er derfor, at sundhedsfaglige skal bruge de seneste århundredes videnskabelige landevindinger til at forstå patienten – ikke smerten – og til at rådgive, vejlede og støtte patienterne, således, at de bliver i stand til selv at håndtere smerten.

Hvorfor skulle sundhedsprofessionelle ikke lade patienten “eje” smerten?

Når jeg taler med sundhedsfaglige kolleger får jeg mange spørgsmål, der afspejler den professionel afmagt, der nogle gange opstår når en patient ikke lytter til vores faglige vurdering. Nogle fagpersoner oplever det som en afvisning af vores kompetencer. Men det giver jo ikke mening, at patienten ikke ønsker at forstå os. Der i mod kan det være et udtryk for, at vi ikke formår at formidle viden til patienten på en måde så den giver mening. Sagt på en anden måde; hvis vi vil hjælpe patienterne skal vi forstå at kommunikere den relevante, faglige viden til dem.

Jeg tror derfor, at det, der umiddelbart kan ses som (faglig) afvisning, i højere grad er udtryk for ressourcer og vilje til ejerskab af problemet (ansvar for smerten) hos patienten. En ressource som vi skal bygge videre på – ikke afvise.

Hvorfor vil nogle patienter gerne give ansvaret for smerten fra sig?

Den fremmedgørelse overfor kroppen, der er opstået i kølvandet på “medificeringen” af sundhed, betyder at mange patienter bliver utrygge når de har ondt. Manglende viden, upræcise/forkerte forklaringsmodeller, udokumenterede teorier og behandlinger mv. kan forstærke dette.

Desto mere forvirret man bliver, desto større tror jeg, at behovet for “eksperter” bliver. Jeg har i sagens natur ingen problemer med, at eksperter inddrages til at udrede og vejlede patienter – men det må være i alles interesse, at patienten selv bevarer ansvaret for (ejerskabet af) løsningerne. Og uanset hvor dygtigt og veluddannet eksperten måtte være – så er der ingen andre end patienten selv, der kan føle/mærke/opleve smerten. Det er altså ikke nok, at patienten bliver bedre i de test som eksperten vælger (for at underbygge sin teori) – hvis ikke patienten oplever forbedret livskvalitet som følge af behandlingen.

Så målet for patienterne må derfor være:

1. At tage/bevare ansvaret for deres eget velbefindende – f.eks. at mærke efter om eksperternes råd hjælper dem (fordi ikke alle gode råd er gode for alle…)
2. Vær sikker på, at du er klar over hvad dit problem er – du kan få eksperten til at forklare dig hvorfor du har dit problem.
3. Brug din sunde fornuft og vær kritisk overfor prognosen og behandlingen; hvis en teori er “sand” skal du som udgangspunkt opleve forbedring når du følger behandlingen. Det kan naturligvis tage tid at blive rask – men som tommelfinger-regel bør forvente forbedring i din hverdag efter fem-seks behandlinger.

Hvad kan vi opnå ved at lade patienterne eje smerterne?

Hvis patienten føler, at det er deres problem, bliver
– de sundhedsprofessionelles rådgivere fremfor “helbredere” (en rolle vi har større sandsynlighed for at kunne udfylde…)
– patienten omdrejningspunktet for behandlingen, og derfor både i stand til at vælge og fravælge behandling med udgangspunkt i deres egne værdier og ønsker

En konsekvens af dette kunne være, at nogle patienter undgår unødige behandlinger, og at de bliver mere fokuserede på hvad de ønsker at opnå. Der findes (nok) ikke en universel “velvære tilstand”. Tvært imod så definerer vi sundhed, livskvalitet og -glæde forskelligt.

Hvis vi vil behandle patienterne ens – bliver vi nødt til at give dem forskellig behandling

Dette indlæg er inspireret af bogen “The Culture of Pain”.

Kommentarer er meget velkommne.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s