Smertevidenskab og kliniske overvejelser

Godt nyt fra døde rotter…

Vi har længe vidst, at ikke alle patienter med skader på nerverne udvikler neuropati – men vi er stadig langt fra en kur mod neuropati. Men spændende grundforskning i neuroscience har givet os et vigtigt spor i jagten…

I det anerkendte tidsskrift Pain kan man læse, at forskere fra bl.a. Tucson, Arizona har gjort et spændende bifund. De har fundet (én af) grundende til at nogle rotte-familier ikke udvikler neuropati-lignende symptomer, mens andre gør. Deres fund understøtter flere observationer fra mennesker med neuropatier – og kan måske være med til at forklare hvorfor såkaldte “lykkepiller” i lavdosis kan være meget effektive til at behandle neuropatier (hos nogle patienter).

Hjernens descenderende inhiberende system – også kendt som hjernens Happy Hormones – spiller sandsynligvis en kritisk rolle i transformationen fra akut (nerve)skade til neuropati

Neuropati defineres (oftest) som smerter efter kendt skade på et eller flere neuroner. I klinikken er vi især opmærksomme på patienter med Diabetes Melitus (DM), patienter der har haft Herpes Zoster og naturligvis patienter med traumatiske skader på deres nerver (f.eks. efter operation). Det er et mysterie hvorfor ikke alle mennesker udvikler neuropati efter nerveskade. Der er faktisk tale om en meget lille andel af mennesker i risikogruppen (kun omkring 5% med traumatiske nerveskader anslås at udvikle neurogene smerter). Men måske er vi kommet et skridt længere i forståelsen?

Figur 1: Allodyni

Af etiske hensyn kan (grund)forskning i neuropati kun i meget sjældne tilfælde ske på mennesker. Af denne årsag er der gennem årerne udviklet en lang række dyre-modeller, der medfører de samme adfærdsmønstre (symptomer) som dem vi ser hos patienter med neuropati. Det drejer sig især om spontane smerter og allodyni. Førstnævnte kan være forbundet med en række andre patologier, mens allodyni (smerte ved let berøring) oftest forbindes direkte med neuropati.

Måske er det tid til at fokuserer mere på hvordan hjernen dæmper advarsler fra bl.a. nerveskader, og i mindre grad på hvordan den sender beskederne – for når dagen er omme er det jo hjernens beslutning om patienten får ulidelige smerter eller ej…

Tilbage til forsøget; forskerne fandt ud af, at selvom de udsatte de to typer af rotter for nøjagtigt de samme skader, så var der forskelle i deres hjernes måde at reagere på. Sammenfatningen på deres serie af studier var, at (nogle af) forskellene mellem de to rotte-typer findes i deres hjernestammes måde at reagere på nerveskaden. Hos den ene type rotte (den type hvor næsten alle udvikler allodyni og spontan smerte) var aktiviteten i en del af hjernestammen kaldes rostroventral medulla (RVM) mindre effektiv til at dæmpe advarslerne fra den beskadige nerve. Den anden “rotte-familie” derimod var langt bedre til det, og udnyttede fordelen meget bedre.

fra DeLeo, J Bone Joint Surg Am. 2006

RVM er et område, der længe har været kendt som én af hjernens selvregulerende kontrolområder for smerte. RVM er kendt for at have såkaldte “on”, “off” og “neutral” celler, der aktiveres før en rotte flytter sin hale fra et potentielt farligt sted (f.eks. en varm plade). Derfor forbindes RVM aktivitet direkte med smerteadfærd. “On-celler” forbindes med pro-nociceptiv aktivitet (at det “gøre mere ondt”), og “Off-celler” med det modsatte. Sidstnævnte er konstant aktive, og slukkes kun når “on-cellerne” har brug for at “åbne smerte-porten” for at bruge et metaforisk udtryk.

Forfatterne konkluderer i korte træk, at
* mængden af reaktion på skade/inflammation er ikke afgørende for udviklingen af neuropati
* rotter, der efter eksperimentel neuropati ikke udviste adfærd sv.t. allodyni, er mere aktive i RVM (de udvikler spontane smerter når RVM blokeres med lidokain)
* når man hæmmer OFF-cellerne i RVM (med en kappa-opioid-antagonist) udvikler rotter, der ikke har vist tegn på allodyni efter nerveskade, allodyni
* tilsvarende findes når man hæmmer alfa-2 (adrenoreceptor), således, at rotterne ikke har “smertestillede” effekt af noradrenalin fra Locus Ceroleus
* det må formodes, at ikke kun noradrenalin, men også sertonin (via 5-HT3 receptoren) spiller en rolle
* ovenstående passer med observation af patienter med neuropati, der netop har bedst effekt af medicin, der hjælper hjernens descenderende baner (f.eks. tricykliske antidepresiva – TCA – og serotonin-noradrenalin-reuptake-inhibitors – SNRI).
* at dyreforsøg ikke tager højde for kognition, men udelukkende fokuserer på mekanismer, der kan observeres på dyrets adfærd

Link til artiklen

De Felice M et al. Engagement of descending inhibition from the rostral ventromedial medulla protects against chronic neuropathic pain. PAIN (2011), doi:10.1016/j.pain.2011.06.008

One response

  1. Pingback: 15.000 tak for det første år! « videnomsmerter

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s